NS - Helveds Vold
Denne cache er lagt i forbindelse med eventen "Sol over
Als".
Selv om der findes spor af kultiske
aktiviteter i Nørreskoven, der rækker helt frem til nutiden,
skal du ikke være bange, i hvert fald ikke så længe det ikke
er nat og fuldmåne. Det korrekte navn for dette sted er
Helvedgård voldsted, hvor helved i realiteten betyder hellig
skov.
Helvedgård havde sin storhedstid i middelalderen. Navnet er nævnt
første gang i år 1321. I 1554 bliver gårdens daværende ejer, Jørgen
Sture, dræbt i en duel. Ejendommen overdrages derfor til hans
storebror, Thomas Sture, der var Als daværende rigeste og mægtigste
herremand. Thomas Sture, var kongens amtmand og som sådan ansvarlig
for Christian II's forvaring på Sønderborg Slot. Om Christian II
fortælles det, at han, da han efter mange år blev flyttet fra
Sønderborg og både han og Thomas Sture var blevet gamle, spøgefuldt
skal have sagt; "Det har været en slem storm, Thomas, som har blæst
håret af dit hoved." Hvortil Sture svarede; "Det har været en slem
storm, Christian, som har blæst Kronen af dit!" Hurtige i replikken
har alsingerne altid været. Thomas Sture brød sig dog ikke om
Helvedgårds beskedne størrelse. Derfor fik han den revet ned, og
byggede en større gård ca. 1,5 km derfra, som han kaldte Østerholm
Voldsted.
English:
In the Middle Ages, the small castle Helvedgård was to be found
here.