Kegnæs Kirke

Sankt Johannes Kirke – dagligt  kaldet Kegnæs Kirke – ligger på halvøen Kegnæs, på Als.

Kirken blev opført i 1615 af hertug Hans den yngre af Sønderborg. Grundstenen blev nedlagt 24. juni, sankthans, og kirken er derfor opkaldt efter Johannes Døberen. Byggestilen er en efterligning af den gamle romanske stil. Kirken er bygget på en kampstengrund og murene er røde munkesten som i nutiden er hvidkalket. Kirkebygningen består af kor og skib med tårn i vest og tag af røde teglsten.

Lofterne er overalt bjælkelofter. I tårn og skib formodenligt de oprindelige, mens loftet i koret er fornyet ved senere restaureringer. Kor og Tårnbue er runde. I 1646 blev târnrummet indlemmet i selve kirkerummet og forsynet med bænke og i 1695 blev vâbenhuset på sydsiden bygget. l de nœste 200 år var indgangen til kirken gennem vâbenhuset. Ved restaureringen i 1899 til 1903 blev indgangen igen som oprindeligt gennem tårnrummet.

I våbenhuset står flere gravsten over begravede inde i kirken. Den sidste begravelse inde i kirken fandt sted i 1785. Det var ejeren af Nygård, der købte sig retten til at blive begravet inde i kirken.

kilde:Kegnæs kirke - Sydals.dk

I middelalderen var Kegnæs et ubeboet skovområde. Efter at skovredriften var blevet alvorligt ødelagt i det 16. århundrede ved intensiv svineopfedning, besluttede hertug John den Yngre i begyndelsen af det 17. århundrede at rydde og bosætte sig på halvøen. I den forbindelse blev Kegnæs Kirke opført mellem 1615 og 1616; året 1615 står også med vægankre på tårnets vestvæg. På Johannesdag, den 24. juni 1616, blev kirken indviet. Derfor kaldes den også "Sankt Johannes Kirke". Med valget af denne kirkeprotektor ønskede hertug Johann også at huske sit eget fornavn. [^1] Kirkens placering i den vestlige del af Kegnæs var central for indbyggerne i landsbyerne Vesterby, Sønderby og Østerby. Siden nedlæggelsen af Vesterby og fremkomsten af bosættelser i den østlige del af Kegnæs er det ikke længere i umiddelbar nærhed for alle sognebørn.

Kirken blev bygget af mursten på et markstensfundament. Den arkitektoniske stil er baseret på gamle romanske kirkebygninger i regionen. Rustningen på sydsiden blev tilføjet i 1695 og renoveret i 1844. ^[2] I 200 år førte indgangen til kirken gennem dette våbenhus indtil 1895, hvor tårnindgangen blev genåbnet, og rustningen blev omdannet til et materielt rum. Der findes også flere gravsten over folk, der havde købt retten til at blive begravet i kirken, senest i 1785 godsejeren af Nygaard.

Allerede i 1646 var kirken blevet for lille, så tårnets stueetage indgik i kirkens indre. Da mange familier flyttede til Kegnæs i det 18. århundrede efter udstykning af Hjortholm og Nygaard, blev kirken igen for lille. Derfor blev der i 1770 først vestgalleriet og siden i 1795-1796 bygget et galleri på nordvæggen. Orglet står nu på vestgalleriet, mens nordgalleriet blev fjernet under restaureringen i 1952. Med lukningen af våbenhuset i 1895 blev vestportalen på tårnet genåbnet, og tårnets stueetage blev indrettet som forstue. ^[3]

Skibet og tårnet har stadig de oprindelige bjælkelofter, mens rustningens og korets lofter er blevet fornyet. Større kirkerestaureringer fandt sted i årene 1851-1852, 1899-1903 og 1952. I 1986 måtte kirken repareres igen efter en brand. I 2001 fik den et nyt rødt tegltag. I 2007 blev vinduerne på nordvæggen, der var blevet lukket i 1952, genåbnet. ^[3]

Kilde: Kegnæs Kirke – Wikipedia

Tysk:

Die Kirche wurde 1615 von Herzog Hans dem Jüngeren von Sonderburg erbaut. Der Grundstein wurde am 24. Juni in Sankthans gelegt und die Kirche ist daher nach Johannes dem Täufer benannt. Der Baustil ist eine Nachahmung des alten romanischen Stils. Die Kirche ist auf einem Felsbrocken gebaut und die Wände sind rote Mönchssteine, die in der heutigen Zeit weiß getüncht sind. Das Kirchengebäude besteht aus Chor und Kirchenschiff mit Turm im Westen und Dach aus rotem Backstein.

Im Mittelalter war Kegnæs ein unbewohntes Waldgebiet. Nachdem die Bewaldung im 16. Jahrhundert durch intensive Schweinemast stark zerstört worden war, entschloss sich Herzog Johann der Jüngere zu Beginn des 17. Jahrhunderts zur Rodung und Besiedelung der Halbinsel. In diesem Zusammenhang wurde die Kirche von Kegnæs 1615–1616 erbaut; die Jahreszahl 1615 steht auch mit Mauerankern an der Westwand des Turms. Am Johannistag, den 24. Juni 1616, wurde die Kirche geweiht. Deshalb wird sie auch „Sankt Johannes Kirke“ genannt. Mit der Wahl dieses Kirchenpatrons wollte Herzog Johann auch an seinen eigenen Vornamen erinnern.^[1] Die Lage der Kirche im Westteil von Kegnæs war seinerzeit für die Bewohner der Dörfer Vesterby, Sønderby und Østerby zentral. Seit der Aufgabe von Vesterby und der Entstehung von Siedlungen im Ostteil von Kegnæs liegt sie nicht mehr für alle Gemeindemitglieder in unmittelbarer Nähe.

Die Kirche wurde aus Ziegelsteinen auf einem Feldstein-Fundament errichtet. Der Baustil ist an alte romanische Kirchenbauten der Region angelehnt. Das Waffenhaus an der Südseite wurde 1695 angebaut und 1844 erneuert.^[2] Für 200 Jahre führte der Eingang zur Kirche durch dieses Waffenhaus, bis 1895 der Turmeingang wieder geöffnet und das Waffenhaus zu einem Materialraum umgestaltet wurde. Dort befinden sich auch mehrere Grabsteine von Personen, die sich das Recht erkauft hatten, in der Kirche begraben zu werden, so zuletzt 1785 der Gutsbesitzer von Nygaard.

Schon 1646 war die Kirche zu klein geworden, so dass das Erdgeschoss des Turms in den Kirchenraum mit einbezogen wurde. Als im 18. Jahrhundert nach der Parzellierung von Hjortholm und Nygaard viele Familien nach Kegnæs zuzogen, wurde die Kirche wiederum zu klein. Daher wurde 1770 erst die Westempore und dann 1795–1796 eine Empore an der Nordwand eingebaut. Auf der Westempore steht heute die Orgel, während die Nordempore bei der Restaurierung 1952 entfernt wurde. Mit der Schließung des Waffenhauses 1895 wurde das Westportal am Turm wieder geöffnet und das Erdgeschoss des Turms zum Vorraum eingerichtet.^[3]

Kirchenschiff und Turm haben heute noch die ursprünglichen Holzbalkendecken, während diejenigen von Waffenhaus und Chor erneuert wurden. Größere Kirchenrestaurierungen erfolgten in den Jahren 1851–1852, 1899–1903 sowie 1952. 1986 musste die Kirche nach einem Brand wieder instand gesetzt werden. 2001 erhielt sie ein neues rotes Ziegeldach. 2007 wurden die 1952 geschlossenen Fenster an der Nordwand wieder geöffnet.^[3]

kilde:Kegnæs Kirke – Wikipedia

læs evt mere her: Kegnæs Kirke - Lysabild-Kegnæs Pastorat (lysabild-kirke.dk)