Vi mødes d. 5. maj 2015 ved Horserødlejrens Museum, Esrumvej 367, 3000 Helsingør kl. 19.00. Eventet slutter kl. 21.00.
Vi besøger det lille museum. Normalt er museet lukket på dette tidspunkt, men det bliver åbnet kl. 19-20 specielt for os i dagens anledning. Museumsleder og forfatter Torben Gulnov vil være til stede og fortælle om udstillingen og de begivenheder som vi bør huske selv 70 år senere. Museets udstilling handler om lejrens historie fra oprettelsen under 1. verdenskrig til idag, men med hovedvægt på begivenhederne under besættelsen.
Gratis adgang.
Der er ikke så mange parkeringspladser ved selve museet, men der er parkering ved fængslet og flere steder i skovene rundt omkring. Se p-koordinater. Bus nr. 347 fra Helsingør standser tæt ved museet.
Efter besøg på museet er der tid til kaffe og kage på museets terrasse. Jeg bager et par kager, men hvis nogle andre har lyst til at bage så er I meget velkomne. Skriv det gerne i din tilmelding også hvor mange I kommer. Medbring selv kaffe/te og krus m.m.
Horserødlejrens historie
- Krigsfangelejr og feriekoloni: Horserødlejren blev bygget under 1. verdenskrig som et humanitært initiativ til husning af russiske krigsfanger, der blev overført fra Tyskland.
- I mellemkrigstiden fungerede den som feriekoloni.
- Dansk fangelejr 1940-43: De internerede kommunister fejrer 1. maj i Horserødlejren 1943. I 1940-43 anvendtes lejren af danske myndigheder, først til internering af emigranter flygtet fra Tyskland og efter det tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 til internering af de ledende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti.
- Tysk fangelejr 1943-44: Tyskerne overtog kontrollen med lejren d. 29. aug. 1943, og kort efter blev kommunisterne deporteret til kz-lejr sammen med de jøder, der var blevet indsat i lejren efter den tyske jødeaktion.
- Derefter blev lejren benyttet som fangelejr for modstandsfolk, indtil den i august 1944 blev afløst af den nybyggede Frøslevlejr ved Padborg.
Lejrområdet administreres i dag af Statsfængslet ved Horserød, som også står for driften af museet. Udstillingen er indrettet af Frihedsmuseet og Frøslevlejrens Museum.
Lokale cacher om besættelsen
Et par af vores lokale geocachere, Samodor, har lavet en del cacher med spændende historier om besættelsestiden i Helsingør området, så dem kunne I måske passende besøge i dagens anledning, hvis ikke I allerede har fundet dem:
- GC2A5VG Sabotagecachen
- GC30ARQ Tribute to Bakowski
- GC4ENT2 Gestapo svinget
- GC5M4Z3 Tribute to Thomsen
- GC5MDC9 Flugten fra Horserød
Husk og så besøge Håbets Port lidt nede af vejen fra museet på den modsatte side. Monumentet blev indviet den 22. juni 1991. Monumentet hedder “Håbets Port”, som et symbol på at der er et håb om igen at komme ud i friheden. Monumentet er lavet af billedhugger Per Ulrich.