Hedeselskabsdirektøren - BLOKHUS KLITPLANTAGE #4 Traditional Cache

Christian Emil Flensborg vidste allerede i marts 1933 som én af de første, at der ville blive mulighed for sommerhuse i den hidtil ubebyggede Blokhus Klitplantage.

Han var nemlig fra 1933 til 1943  medlem af Statens Udvalg for Tilplantning af Heder og Klitter og 1934-43 af udvalget for forsøg vedr. plantning i heder og klitter. Begge udvalg hørte under Landbrugsministeriet, og det var i denne periode, at Landbrugsministeriet gav den første tilladelse til sommerhusbebyggelse i Blokhus Klitplantage.

Plantagen er fredsskov, og alt byggeri var tidligere utænkeligt. Men efter Landbrugsministeriets beslutning i 1933, og at give tilladelse til opførelsen af 138 sommerhuse i plantagen, var han mellem de første, der fik tilladelse til at leje et grundstykke i plantagen for at bygge sig et sommerhus. 

Men mens de andre interesserede, der fik tilladelse til at bygge i skoven, pænt måtte finde sig i at få tildelt en jordlod, fik Hedeselskabets direktør lov til selv at vælge. Og han valgte sig i 1933 den velbeliggende grund, hvor han opførte en efter den tids forhold ualmindeligt veludstyret sommerbolig.

Hans gode ven plantør Schytte i Blokhus havde anbefalet ham en højtbeliggende grund med god læ mellem træerne inde i plantagen. En skøn dag i maj måned kom den dengang 60-årige direktør med sin kone og tre børn til Blokhus for som den første at vælge en grund. Men den drevne forstmand var ikke enig med plantør Schytte. Han valgte sig en mere åben grund nærmere havet. På denne grund opstillede han et træhus, opført i naturtræ og ferniseret.

Huset var oprindeligt bygget som forsøgs- og udstillingshus i Guldborgland Plantage med tilhørende tømmerværksted under plantør Nielsen. Plantøren og tømrermesteren ville prøve at lancere produktion af sommerhuse med træ fra den store plantage. Huset blev udstillet, men det viste sig, at det var for dyrt at producere for kunder til flytning. Derfor blev huset hentet til Blokhus og anbragt på Christian Flensborgs grund i foråret 1934.

Her boede han med sin familie de følgende somre.

Men da den tyske fortrop under besættelsen af Danmark kom til Blokhus den 11. april 1940, var det slut med ferierne i huset. Tyskerne beslaglagde straks flere store sommervillaer til indkvartering af soldatyerne, og efterhånden tog de tyske tropper mere og mere af byen.

Trods dette gik livet i badebyen videre -  næsten -  som i gamle dage. Badegæster kunne stadig komme til Blokhus og indkvartere sig på et af de to badehoteller eller hos private. Og der var stadig adgang til stranden og til de fleste sommerhuse.

Men som krigen gik sin gang, blev tilværelsen i Blokhus stadig mere og mere besværliggjort. Man skulle have passérseddel for at komme igennem vejspærringen ved det nu nedrevne Hotel Nordsøen, som ses på billedet til højre. Det lå på hjørnet af det, der i dag er Torvet og Aalborgvej. På billedet ser vi vejen mod Aalborg mod højre.

Blokhusboerne blev gang på gang truet med at skulle evakueres, og i april 1944 blev det bestemt, at 12 huse tilhørende fastboende og 172 sommerhuse skulle brydes ned. Dette skete i maj 1944.

Direktør Flensborgs sommerhus fik lov at blive liggende. Men der blev opsat pigtrådsspærringer, så hverken han eller andre kunne komme til huset i krigens sidste år.

Christian Emil Flensborg søgte derfor Klitinspektoratet om fritagelse for at betale lejeafgift til staten, som dengang udgjorde 52 kr. og 50 øre årligt. Dette blev bevilget ved brev af 14. juli 1944.

Da pigtrådsspærringerne stadig stod der i sommeren 1945, måtte direktør Flensborg endnu engang fare i blækhuset med et brev til plantør Plesner: "Hvis De har Lov til det, vil jeg gerne henstille til Dem, at Plantagen fjerner Pigtrådsspærringen ved Grunden snarest, da det jo ikke er behageligt at holde Ferie i Huset med den Spærring uden for Døren, ligesom Spærringen jo også lukker for Vejen." (12. juni 1945).

Men tyskernes hærgen i Blokhus under besættelsen havde efterladt det kun 11 år gamle hus i en noget ramboneret stand. Og desuden havde direktør Flensborg efter krigen rundet de 70 år og var gået på pension, og hans kone orkede ikke længere at lave mad under de primitive forhold med primus og vandpumpe.

Derfor valgte han i 1945 at sælge huset.

Den sommer beskrev direktør Flensborg i et brev sin sommerbolig således: "Huset er godt og lunt foret med massonit og indeholder god Opholdsstue, Køkken og 3 Rum med i alt 8 Køjer med Springfjeder Bunde og Madrasser. Der er godt Køkkentøj med alt Tilbehør, Spande o.s.v.  Spisestel til 10 à 12, Kopper, Glas o.s.v. I Opholdsstuen er der Bord, Bænke, hvortil Hynder, Voksdug til Bordet, Straamaatte til Gulvet i Opholdsstuen, Overalt faste Skabe, Stole i Stuen o.s.v."

I virkeligheden indeholdt huset ikke bare tre, men fire rum, nemlig en stor stue med spisekrog, 2 soveværelser med køjer og et pigeværelse med en køje.  

Elev af Dalgas
Christian Emil Flensborg blev født i Odense den 24. juni 1873 og havde lige fra drengeårene ønsket at blive enten gartner eller forstmand. Som 17-årig blev han antaget på prøve af sin fars gode ven, oberst Dalgas, der i 1866 havde stiftet Det Danske Hedeselskab. Christian Emil var den gang en lille spinkel fyr, og han havde været meget syg i sin skoletid. Men han rettede sig svært, da han kom i gang med arbejdet i naturen.

Efter halvandet år på heden fik han ansvaret for en arbejdsstyrke ved Nr. Snede på omkring 300 mænd, koner og børn, der ofte kom milevidt fra. Mændne fik 1 krone og 80 øre om dagen for 10 timers arbejde, konerne 1 krone og 24 øre. De store knægte fik 1 krone og 52 øre og drengene og småpigerne fik 80 øre.  

I 1902 blev C. E. Flensborg assistent i Det Danske Hedeselskab. Og her blev han til udgangen af den måned, hvori han fyldte 70. Han blev selskabets sekretær i 1907, skovridder og kontorchef i 1913 og direktør fra 1933 til 1943. Han tjente således Hedeselskabet i 41 år. Han blev dekoreret med ridderkorset af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmændenes Hædersdtegn. Han var endvidere Storridder af Den Islandske Falk og Storridder af den norske Sct. Olavs Orden. Han opnåede også at få en plantage opkaldt efter sig: C.E. Flensborg Plantage, beliggende ved Uldum nord for Viborg. Den blev etableret under 2. verdenskrig ved opkøb af et stort antal hedelodder, der sammenlagt blev til et areal på 703 ha.   

Fra 1933 til 43 var han medlem af statens udvalg for tilplantning af heder og klitter og 1934-43 af udvalget for forsøg vedr. plantning i heder og klitter. Begge udvalg hørte under Landbrugsministeriet, og det var i denne periode, at Landbrugsministeriet gav den første tilladelse til sommerhusbebyggelse i Blokhus Klitplantage, der var - og er - fredsskov, hvor alt byggeri ellers var utænkeligt. Og han var selv mellem de første, der fik tilladelse til at leje et grundstykke i plantagen for at bygge sig et sommerhus

I nøjagtig 50 år var Flensborg borger i Viborg, - den største del af tiden i sit store hus på adressen Volden 1. Han var nemlig nødsaget til at købe et stort hus med to etager og alt 10 rum, da han blev kontorchef og skovridderer. Han var nemlig den eneste, der kunne fremmede sprog i hedeselskabet og således repræsentere, når der kom fremmede videnskabsmænd på besøg. Tillige holdt han repræsentationsselskaber for personalet ... uden at få én eneste øre for det. Kommiteret Chr. Dalgas boede 80 kilometer fra Viborg i Birkebæk Plantage og kom kun ind hver 14. dag for at holde sig underrettet. C. E. Flensborg førte således hele plantningsafdelingen og administrationen.

Samtidig var han medlem af talrige bestyrelser og kommissioner, såvel lokale som nationale. Men i 1957 flyttede han til Virum for at komme tættere på sine børn og børnebørn. Her døde han i 1966 efter nogen tids sygdom - 93 år gammel.

To islandske frimærker fra 2007 fortæller historie
De to frimærker på billedet til vensyte er fra Island. De blev udgivet den 20. april 2007 i anledning af, at det netop var 100 år siden, at Island fik en lov om skovbrug og beskyttelse mod jorderosion. Beplantningen af Islands skove blev netop iværksat af den mand, der senere byggede huset i Blokhus Klitplantage, Christian Emil Flensborg. 

Som ung forstmand var han hver sommer i 4 år udsendt til Island, hvor han blev den, der skabte Islands skove. Der er derfor i 2005 rejst en mindesten over ham i Islands største skov, "Hallormsstadar-skógur", og i 2007 er de to frimærker herover blevet udgivet.

Lige siden denne mand i 1902 begyndte sit pionerarbejde i Island, har formålet med at plante træer på klippeøen især været erosionsbekæmpelse, at skabe læbælter til glæde for landbruget, at producere træ til huse og brænde samt at skabe gode rammer for friluftsliv rundt om i Island.

Og der er ingen tvivl om, at han ville have glædet sig over, at nu - ca. 110 år efter, at han første gang kom til Island,-  er de højeste træer over 20 meter høje. For nu er der ingen dansker, der længere kan drille en islændinge med, at "man blot skal rejse sig op hvis man farer vild i en islandsk skov".

Flensborg solgte  i 1946 sit sommerhus til ejeren af Hotel Nordsøen, der dog straks solgte det videre til  direktør C. J. Brusch, der ses på billedet til venstre. Han havde i 1939 havde overtaget ledelsen af Aalborg Aktie-Bryggerier.

C. J. Brusch havde således stået i spidsen for bryggeriet i de vanskelige år under 2. verdenskrig, og nu kom de vanskelige efterkrigsår. Navnlig råvaremangelen og den deraf følgende rationering af øl og sodavand stillede store krav til hans forretningsledelse. Han havde derfor håbet på det lille sommerhus som et fristed, hvor han kunne slappe af i week-ender og ferier med sin hustru ovenpå det belastende arbejde.

Men Bruch fik glæde af sommerhuset i mindre end 2 år. For han blev syg, og en alt for tidlig død rev ham bort i januar 1949. Hans hustru, fru Ingrid Brusch, var ikke meget for at holde ferier her ude i plantagen uden sin mand. Hun fik derfor speciel tilladelse til at udleje huset, selv om det dengang ikke var tilladt at have lejere i husene i plantagen. Således gik det til, at pastor Mads Christian Pilgaard gennem 10 år hvert år kunne holde én måneds sommerfereie i huset, og altså mens sønnen Ulf, den senere skuespiller og revystjerne, var mellem 6 og 16 år. 



Det var først i denne periode, mens familien Pilgaard var faste sommergæster, at huset fik sit nuværende navn,"San Michele", som blev indgraveret på et træskilt ved indgangen og bemalet.

Navnet var inspirert af en af den tids mest omtalte kulturpersonligheder, som også døde i 1949. Han havde på Capri i Italien et meget omtalt landsted, som han havde terstamenteret til den svanske stat. Om dette sted er der skrevet en meget berømt bog. 

Da pastor Pilgaard holdt sin første ferie Blokhus, var aviserne fulde af omtaler af dette eventyrlige landsted, som lige som huset i Klitplantagen lå nær havet. Det var derfor nærliggende, at navngive det lille - dengang gule - hus efter det berømte landsted.

Skiltet med navnet er senere gået til af ælde. Men en nøjagtig kopi blev i 2007 opsat på dets plads ved vejen, hvor næsten alle skovens beboere jævnligt kommer forbi.

Fru Brusch solgte sommerhuset til den familie, der stadig ejer det ... nu på anden generation.