Skip to content

Fynsk Jul i Bangs Boder - footsteps H.C. Andersen Traditional Geocache

Hidden : 12/16/2017
Difficulty:
2.5 out of 5
Terrain:
1.5 out of 5

Size: Size:   large (large)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:


[DK] Denne cache er en julehistorie som skal læses for at løse/åbne cachen på stedet. Forvent mindst 10 min. til at åbne cachen.

[UK] This cache is a Christmas history, you should read in advance to open the cache, and expect at least 10 minutes to open the cache - UK version below.


[DK] Julehistorien - Jul i Bangs Boder

Midt inde i den store by Odense, i Bangs Boder 29, ligger der en ejendommelig etage ejendom. Den ligner ganske vist alle de andre ejendomme i Bangs Boder. Det ejendommelige har ikke noget at gøre med, hvordan ejendommen ser ud (den ser meget gammel ud), men med de mennesker, der bor i den. De er nemlig alle sammen så glade for hinanden, og for at de tilfældigvis er kommet til at bo sammen.

Når det for eksempel bliver jul, rykker de ikke ind bag deres lukkede døre og skutter sig rundt om deres egen julemiddag, deres eget juletræ, deres egne gaver, hvor vi ellers skulle åbne vores døre for såvel venner som fremmede.

Det er lige præcist det, beboerne i Bangs Boder 29 gør. De rykker alle sammen ud på alle afsatserne i opgangen i gaden, hver med deres flæskesteg eller andesteg eller kalkun og vin og sodavand og øl og juletræ og gaver og julelys og sjove julehistorier. Og så løber de op og ned ad opgangen og smager på hinandens mad og beundrer hinandens gaver. Og kommer der en ensom vandringsmand forbi, er han også velkommen til at smage. Der er efterhånden mange ensomme vandringsmænd der gør det, for sådan noget rygtes jo. Ejendommen i Bangs Boder 29 er lige så stille gået hen og blevet byens uofficielle julefolkekøkken.

Alle er velkomne, og alle kommer undtagen én, og det er hr. Nærig.

Hr. Nærig er ikke spor glad for juleaften. Han sidder inde bag sin lukkede dør og læser i sin yndlingsbog. Og det er tegnebogen. Hr. Nærig bor i stuen. Det er ham, der ejer ejendommen.

Men så en juleaften for tre år siden havde stukatørens kone, fru Stuk, smagt så meget på al den gode vin og øl og gule sodavand og snaps, at hun helt glemte at få smagt på frøken Kvists ganske særligt dejlige flæskesvær, og nu orkede hun ikke at løbe helt op på kvisten.

- Kast lige flæskestegen ned, frøken Kvist, råbte hun. - Jeg skal nok gribe den.

Så kastede frøken Kvist flæskestegen ned til fru Stuk, og var lige ved at tabe sin hue. Men fru Stuk greb den selvfølgelig ikke. Hun fik den lige i hovedet. Og det lo alle meget af resten af året og langt ind i det nye år. Men samtidig blev det vedtaget, at man fremover skulle lade være med at kaste med maden juleaften. Den beslutning gik desværre lidt ud over stemningen, for det var nu så festligt med ænderne og kalkunerne, der tog sig en allersidste flyvetur mellem etagerne.

Det var ikke kun om julen, at beboerne i Bangs Boder 29, havde det så sjovt sammen. Det var hele året. Og de havde det ikke kun sjovt med det sjove. De havde det også sjovt, når de skulle løse et problemer sammen. Som for eksempel dengang der kom hul i taget, og det regnede ind hos frøken Kvist. Det var rigtig synd for hende fordi hendes brune hår klaskede helt sammen og hun lignede en våd hund, når hun ikke nåede at stillede en spand under hullet, for regnede det så meget at gik ud over hendes fine gulv, som hun var så stolt af. For som der står i bogen "Regnvejrshuset" (som du sikkert kan låne på biblioteket):

 

På kvisten bor frøken Kvist

hvis gulv var hendes ære

det sås på bonevoks og tvist

og mest på hendes knæer.

 

Frøken Kvist bad selvfølgelig ejeren, hr. Nærig, om at få lavet taget. Men hr. Nærig var bare ligeglad. Hvad kom det ham ved, at det regnede ind hos frøken Kvist på kvisten? Han boede jo selv helt nede i stuen. Og dér regnede det ikke ind. Det kunne da aldrig blive hans problem.

Så var det, at alle de andre beboere begyndte at stikke hovederne sammen. Og så fandt de på noget rigtig sjovt, der måske ville få hr. Nærig på andre tanker. De ventede simpelthen til det blev et kæmpe regnvejr! Og så mødte de alle sammen op hos frøken Kvist og stod og så på, at det øsregnede ned på hendes fine gulv. Og hun satte for en gangs skyld ikke nogen spand under! Til sidst regnede det igennem gulvet og ned til digter Toft. Så løb de alle sammen nedenunder til ham og stod og så på, at det regnede ned på hans gulv, indtil regnen også regnede igennem det. Så løb de alle sammen nedenunder til stukkatøren, som hed Stuk (det var ham, hvis kone fik flæskestegen i hovedet). Stuk havde det fineste loft i hele ejendommen, han havde selv lavet det. Alligevel stod han bare dér sammen med fru Stuk og alle de andre fra ejendommen (undtagen hr. Nærig) og godtede sig, da det regnede ned gennem hans fine, nypudsede loft. For de havde jo lagt en plan til fællesskabets bedste, og så måtte man ofre lidt af sit eget, som han sagde, for at det kunne lykkes.

Men da det regnede ned til Emil, som boede lige under hr. og fru Stuk, ødelagde regnen ikke noget. Han havde nemlig bygget et bjerglandskab til sin modeljernbane, som fyldte hele stuen. Og lige dér, hvor regnen faldt, var der tilfældigvis en skovsø i forvejen. Teatermaler Trylleskaft boede på første sal. Han havde lige malet et stort, flot billede på gulvet i sin stue. Det forestillede hans spanske veninde. Og det billede blev desværre også ødelagt, da regnen regnede igennem ned til ham og Rosita, som veninden hed. Men så var målet for alle beboernes plan også nået. For pludselig begyndte det at regne ned på hr. Nærig skallede isse, som sad lunt og godt nede i stuen og læste i alle sine pengesedler:

- ”Hør, hvad er det”, råbte hr. Nærig, som løftede på sine sygekasse briller og sprang op af lænestolen.

- ”Det regner jo lige ned på mig, hvordan kan det gå til?”

På den måde fik hr. Nærig sig en lærestreg, der havde vandet sig! Og siden har han faktisk været fuldkommen forandret - til det bedre. Hullet i taget blev repareret, og da julen nærmede sig, skete der noget meget mærkeligt: Der kom nogen håndværkere med en kæmpe høj stige og satte en trisse fast øverst oppe i loftet i opgangen. Så gik de igen. Men stigen lod de stå.

Og det blev den 5. december. Og det blev den 10. december. Og den 12. Og den 20. Til sidst blev det den 24. december! Alle beboerne rykkede som sædvanlig ud på afsatserne i opgangen, hver med deres flæskesteg, andesteg eller kalkun og vin, sodavand og øl og juletræ og gaver og julelys og sjove historier.

I begyndelsen undrede de sig selvfølgelig lidt over, hvad den høje stige og trissen i loftet skulle gøre godt for, men da først festen var kommet godt i gang, glemte de alt om det.

Da nu festen var på sit allerhøjeste, var det lige før man skulle til at pakke gaver ud på alle etager, blev der pludselig bomstille hele vejen op. Alle kunne mærke, at der var sket noget. Men hvad var det noget, vidste de ikke lige med det samme. Og så vidste de det med ét alle sammen: Døren til lejligheden i stuen var gået op! Hr. Nærig kom ud. Han havde et langt reb i den ene hånd.

- ”Kære venner”, råbte han. - Må jeg godt være med ved jeres julefest?

- ”Jaaah!” råbte de alle sammen. – ”Selvfølgelig må De være med, hr. Nærig! Kom herop og smag min andesteg!”

- ”Jov, tak”, sagde hr. Nærig. – ”Men allerførst ville jeg gerne lige have lov at fikse denne lille anordning, så det ikke længere bliver nødvendigt at smide med maden.”

 

Så kravlede han hele vejen op ad stigen og førte den ene ende af tovet igennem trissen. I den anden ende af tovet var der en lille krog. Nu fik hr. Nærig digter Toft og Stuk til at hjælpe sig med at fjerne stigen. Derefter gik han ind til sig selv og hentede den ene dejlige kurv efter den anden med mad og sodavand og vin. En efter en hægtede han dem på krogen for enden af tovet og hejsede dem op forbi afsatserne, så alle bare kunne tage, hvad de havde lyst til.

Bagefter kom der to store kurve med gaver til alle børnene,og så blev der skålet, og spist og danset om juletræer og pakket gaver ud, og hr. Nærig var med både oppe og nede. For som der står i "Regnvejrshuset" (Jeps den på biblioteket):

 

Det var hr. Nærig som ikke gad

bekymre sig for næsten.

Nu får han sig et regnvejrsbad

og regner sig til resten.

 

Det var lige præcist dét, hr. Nærig heldigvis havde gjort, siden den dag da det regnede fra et hul i taget hele vejen ned gennem den ejendommelige ejendom og ind i stuen i Bangs Boder 29.

Jeg håber du har læst hele julehistorien, for du skal bruge Frk. Kvist og Hr. Nærig til at åbne cachen.

 


[UK] Version:

A Christmas story in Bangs Boder

In the middle of the big city of Odense, at Bangs Boder 29, there is a peculiar apartment building. It looks like all the other properties in Bangs Boder. The peculiar has nothing to do with what the property looks like it looks very old, but with the people who live in it. They are all so happy for each other, and because they all happens to have lived together.

When Christmas comes, they do not move behind their closed doors, and have their own Christmas dinner, their own Christmas tree, their own presents,  No – here is all doors are open to friends and strangers.

That is precisely what the residents of Bangs Boder 29 do. They all go out on all the slopes in the street ramp, each with their pork stew or duck stew or turkey and wine and soda and beer and Christmas tree and presents and Christmas lights and fun Christmas stories. They run up and down the hallway and taste each other's food and admire each other's presents. And if a lonely walker walks past, he is also welcome to taste. There are many lonely hikers who do this because such a thing is rumored. The property of Bangs Boder 29 is unofficially quietly going to became the city's unofficial Christmas people's kitchen.

Everybody is welcome and everyone comes, except one person and that is Mr. Scrooge. Mr. Scrooge dosn’t like Christmas Eve. He sits inside his closed door and reads in his favorite book,and that's his wallet. Mr. Scrooge lives in the ground floor. It is him who owns the property.

At a Christmas Eve three years ago, the sculptor creators wife, Mrs Stucco, had tasted so much on all the good wine, beer and yellow soda and snaps that she completely forgot to taste Miss Attic's very special cracklings, and now she hurried not to run all the way up to the twig.

 

"Just throw the roast pork down, Miss Attic," she shouted. - I'll grab it.

 

Then Miss Attic threw the pork ladder down to Mrs. Piece and was just losing his hat. But, of course, Mrs. Stucco did not take it. She got it straight in her head. And it all laughed a lot of the rest of the year and far into the new year. But at the same time it was decided that you should not waste your Christmas Christmas Eve. Unfortunately, that decision was a little over the mood, because it was so festive with the ducks and turkeys that took a very close flight between the floors.

It was not just about Christmas that the residents of Bangs Boder 29 had such fun together. It was the whole year. And they did not just have fun with the fun. They also had fun when they had to solve a problem together. As for example, when there was a gap at a time, it was counted on Miss Attic. It was a real pity for her because her brown hair clash all together and she looked like a wet dog when she did not reach a bucket beneath the hole, so it rained so much to go beyond her nice floor as she was so proud of. For as stated in the book "Regnvejrshuset" (which you can safely borrow from the library):

 

On the top floor lives Miss Attic

whose floor was her honor

it looked like all polish and dispute

and most on her knees.

 

Miss Attic, of course, asked the owner, Mr. Scrooge, to make a roof. But Mr. Scrooge just did not care. He din’t care about raining on Miss Attic on the twig? He  lived downstairs in the living room, and that there it did not rain. It could never be his problem.

Then all the other residents began to put their heads together. And then they found something really fun that might get Mr. Scrooge to other thoughts. They just waited until it became a huge rainy day! And then they all met up with Miss Attic and stood watching that it poured down on her nice floor. And for once she did not put any bucket under! Eventually it rained through the floor and down to poet Toft. Then they ran all the way down to him and stood watching it raining down on his floor until the rain also rained through it. Then they all ran downstairs to the stucco called Stucco (it was him whose wife got the roaststeak in his head). Piece had the finest ceilingin the entire property, he himself had made it. Nevertheless, he just stood there with Mrs. Stucco and all the others from the property (except Mr. Scrooge) and accepted himself as it rained down through his fine, red-capped ceiling. For they had laid a plan for the best of the community, and then one had to sacrifice a bit of his own, as he said, to succeed.

But when it rained down to Emil, who lived just under Mr. and Mrs. Piece, the rain did not destroy anything. He had built a mountain landscape for his model railway, which filled the entire living room. And just where the rain fell, there was by accident a forest lake in advance. Theater painter Trylskaft lived on the first floor. He had just painted a large, beautiful picture on the floor in his living room. It imagined his Spanish friend. And that picture was unfortunately also destroyed as the rain rained down to him and Rosita, as the friend called. But then the goal for all residents' plans was also reached. For suddenly it began to rain down on Mr. Scrooge bald ice, who sat down in the living room and reading in all his banknotes:

"Hear what's up" shouted Mr Scrooge, who lifted his sick-box glasses and jumped out of the armchair.

- "It's raining down on me, how's that going?"

That way, Mr. Scrooge was taught a lesson! And since then he has been completely changed - for the better. The hole at a time was repaired, and when Christmas was approaching something strange happened. There were some craftsmen with a huge high ladder and put a truss on the top of the ceiling in the hallway. Then they went again. But they left the ladder.

And it became December 5th. And it became December 10th. And the 12th and the 20th. Lastly, it became December 24th! All residents moved as usual to the slopes at the entrance, each with their pork stew, duck stew or turkey and wine, soda and beer and Christmas tree and presents and Christmas lights and fun stories.

At first, they wondered a little bit about what the high ladder and truss in the attic would benefit from, but when the party had started well, they forgot everything about it.

Now that the party was at its highest, it was just before you had to pack presents on all floors, suddenly all the way came up. Everyone could feel that something had happened. But what was something they did not know right away. And then they knew it all together: the door of the apartment in the living room had gone up! Mr. Scrooge came out. He had a long rope in one hand.

 

"Dear friends," he shouted. - May I attend your Christmas party?

"Yes, yes!" They all shouted. "Of course you must join, gentle! Come on and taste my duck! "

"Yes, thank you," said Mr. Scrooge. "But first of all, I would like to be able to fix this little device so that it will no longer be necessary to throw away the food."

Then he crawled all the way up the ladder and led one end of the rope through the truss. At the other end of the rope there was a small hook. Now Mr. Scrooge poet Toft and Stucco got to help remove the ladder. Then he went to himself and picked up one lovely basket after another with food and soft drinks and wine. One after another he slid them on the hook at the end of the rope and lifted them up past the slopes so that everyone could just take what they wanted.

Afterwards, there were two big baskets of gifts for all the children, and then the bowl was eaten and eaten and dancing about Christmas trees and packing presents, and Mr. Scrooge was up and down. For as it says in the "Rain Weather House" (Yep it at the library):

 

It was Mr. Scrooge who did not bother

worry about almost.

Now he gets a rainwater bath

and count on the rest.

 

That was exactly what Mr. Scrooge had been doing since the day it rained from one hole at a time all the way down through the peculiar property and into the living room of Bangs Boder 29.

I hope you have read the whole Christmas story because you need Miss Maria Attic and Mr. Sam Scrooge to open the cache.

HINTS:

[EN Step 1:] Pull and Turn the handle left on the big box.

[EN Step 2:] Read the description again, and take a picture on the inside lit, and find some quiter place to solve the fieldpuzzle.

[EN Step 3:] The code should be found in X,Y and X,Y

Additional Hints (Decrypt)

Fgrc 1: Cå xnffra geæx uåaqgntrg hq bt qerw gvy irafger Fgrc 2: Yæf grxfgra vtra, gnt rg ovyyrqr ns vaqrefvqra, svaq rg ebyvtg fgrq ng yøfr srygbctnira Fgrc 3: Xbqra fxny svaqrf v K,L bt K,L [UK] Svaq gur ovt obk, hfr gur vafvqr gb svaq gur pbqr

Decryption Key

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z

(letter above equals below, and vice versa)