English below
Cykelstien over Bagges Dæmning blev åbnet i påsken 2016. Bagges Dæmning er resterne af et mislykket projekt til afvanding og opdyrkning af den nordvestlige del af Ringkøbing Fjord, kaldet Sandene. Du kan læse hele den spøjse historie i artiklen nedenfor, der er skrevet af Kristian Sand for Dagbladet Ringkøbing-Skjern og bragt i avisen i oktober 2015.
The bicycle path over Bagges Dæmning was opened in Easter 2016. Bagges Dæmning (Bagge’s dam) is the remnants of an unsuccessful attempt to dry out and cultivate the north-western part of Ringkøbing Fjord, named Sandene. You can read the whole story in the article below, written by Kristian Sand for Dagbladet Ringkøbing-Skjern and published in the paper in October 2015 (in Danish only, sorry for that).
Bagges Dæmning: En 150-årig afvandingsdæmning som aldrig fungerede
Løjtnant Bagges storstilede projekt i 1860erne skaffede en god vejforbindelse fra Klitten til Holmsland. Men afvandingen mislykkedes.
Af Kristian Sand, ringkoebing@bergske.dk
Søndag den 25. oktober 2015, 12:59
Her i oktober er det præcis 150 år siden, en storm og forhøjet vandstand gennembrød Bagges Dæmning i det nordvestlige hjørne af Ringkøbing Fjord. Stormfloden slog to store huller i dæmningen, og det lykkedes ikke at få skaderne repareret, så hullerne er der stadig.
Bagges Dæmning var en del af et stort projekt, som omfattede to dæmninger fra Klitten til Holmsland og en afvanding af det lave område Sandene mellem dæmningerne. Desuden skulle der etableres en sikker vejforbindelse fra Klitten til Holmsland.
Den nordlige dæmning blev bygget i 1864 og strakte sig fra det nuværende Søndervig til Brøllund på Holmsland. Der var tale om en vejdæmning, og den eksisterer rent faktisk stadig, idet vejen på et tidspunkt blev ophøjet til kommunevej og i 1936 til den nuværende amtsvej.
Den 1600 meter lange sydlige dæmning fra Klegod til Sønderby skulle sikre det afvandede område mod fjordens vandmasser. Den var blevet færdig i april 1865 og holdt altså kun stand mod fjordens vandmasser i et halvt år.
Når dæmningen har navnet Bagges Dæmning, så skyldes det familien Bagge i Ringkøbing. Men herom senere i artiklen.
Den besværlige overfart
I fjerne fortider lå Holmsland som en ø mellem Stadil og Ringkøbing fjorde – mod vest adskilt fra Klitten af et langstrakt vandområde og mod øst adskilt fra fastlandet af Vonå.
Gennem århundreder foregik trafikken fra Holmsland til Ringkøbing med færger over åen, som den gang var meget bredere end i dag, eller via en vade- og kørerute over fjorden. Færgestedet lå omtrent, hvor den store Vonå-bro senere blev bygget, mens vade- og køreruten lå i fjorden længere mod vest. Ruten var stenbelagt og blev kaldt ”æ rewl”. Man skulle være godt kendt med den, for der var mange sving forbi huller og dybe steder, inden man nåede frem til skibsbroen i Ringkøbing (nuværende havn). Vandstanden på ”æ rewl” var normalt omkring 1 alen, og turen fra Holmsland til Ringkøbing tog ca. 1 time.
Holmsland før 1800 – mod vest afskåret fra Klitten af strømmen (Sandene) mellem Stadil Fjord i nord og Ringkøbing Fjord i syd, mod øst afskåret fra fastlandet af Vonå.
Den første faste bro over Vonå blev etableret mellem Holmsland og Hee i 1814, mens broen mellem Holmsland og Ringkøbing blev bygget så sent som i 1862. Den blev i øvrigt brændt af ungarske soldater i 1864, men straks genopført efter krigen.
Mens det således var besværligt for holmboerne at komme over til fastlandet, var det endnu sværere for beboerne på Holmsland Klit. Inden de nåede frem til de omtalte overfartssteder, måtte de først forcere det lavvandede område Holmslands Sande mellem Klitten og Holmsland. Ved særlige vindforhold kunne Sandene være tørlagt, men oftest var vandstanden 1-1,5 alen. Der fandtes både et færgested og et vadested fra Søndervig til Brøllund på Holmsland. Men isdrift eller dårlige vejrforhold kunne gøre overfarten umulig, og i så fald var klitboerne henvist til den lange vej mod nord til Vedersø for at komme ind til fastlandet.
Det første projekt
Sådan havde det været i århundreder og syntes ikke at stå til at ændre. Men op i 1800-årene modnedes tanken om at etablere en vejdæmning over Sandene fra Søndervig til Holmsland.
Idéen blev konkretiseret af prokurator Søren Hansen Bagge, Rindum Kjærgård. Han var en driftig mand, som havde mange jern i ilden; bl.a. arbejdede han med brændevins-brænderi, saltning af sild, eksport til udlandet samt hede-opdyrkning.
I sin egenskab af strandingskommissær var han ofte på Holmsland Klit og færdedes således jævnligt på Sandene. Her så han muligheden for at afvande et større areal og gøre det til dyrkbart land. Han udarbejdede en plan for et ca. 600 tdr. land stort område, afgrænset i nord af en vej- og afvandingsdæmning fra Søndervig til Brøllund på Holmsland og i syd af en afvandingsdæmning fra det nordlige Tyvmose i Klegod til Sønderby på Holmsland.
Prokurator Bagges plan faldt i god jord hos den daværende amtmand i Ringkjøbing, grev Schulin, og med dennes billigelse søgte Søren Hansen Bagge i 1844 en ministeriel tilladelse om koncession til at bygge de to dæmninger og gennemføre afvandingen. Til gengæld skulle Bagge have eneret til de afvandede arealer.
Der nedsattes en kommission med amtmanden som formand. Den skulle undersøge forholdene nærmere og afgive en betænkning til ministeriet.
Men nu vågnede landmændene og fiskerne op. Landbruget frygtede, at den nordlige dæmning ville medføre for høj vandstand i Stadil Fjord og påvirke de lave arealer omkring fjorden i negativ retning. Fiskerne frygtede, at deres indtægter ville blive forringet. Og lodsejerne ved Sandene så en mulighed for at overtage projektet og dermed blive ejere af de 600 tdr. land.
Prokurator Bagge mødte så stor modstand, at han ikke fik den ønskede tilladelse igennem. Han opgav dog ikke sine planer om at indvinde områderne mellem Holmsland og Klitten. 10 år senere - i 1854 - sendte han et nyt afvandings-projekt til ministeriet. Denne gang gjaldt det området nord for den påtænkte Søndervig-vejdæmning og op til Stadil Fjord.
En ny kommission nedsattes, og Bagge fik den ønskede tilladelse. Men de foran nævnte interesser inden for landbruget og fiskeriet – herunder også Sogneforstanderskabet på Holmsland – begyndte nu for alvor at røre på sig. Tovtrækningen mellem de forskellige instanser stod på i nogle år, hvorefter prokurator Bagge gav op, og i 1859 overdrog han planerne og projekterne til sin søn, Løjtnant Bagge.
Løjtnant Bagge tager over
Løjtnant Halvor Christian Bagge (1826‑1888) var født og opvokset i Ringkøbing. Han havde en drøm: Ringkøbing skulle være en storby midt i et vidtstrakt landområde, som i Bagges tankeverden kunne skabes ved at afvande hele Ringkøbing Fjord – bortset fra en sejlbar rende, så skibene fortsat kunne komme ind til den gamle købstad fra Vesterhavet.
Efter militærtjenesten blev Løjtnant Bagge uddannet som entreprenør og ingeniør og havde dermed de bedste forudsætninger for at gennemføre de store afvandingsprojekter på Holmsland. Han havde fulgt faderens initiativrige indsats på nærmeste hold og betragtede tørlægningen af Sandene som 1. etape af den storstilede idé om at tørlægge hele Ringkøbing Fjord. Og han fik forholdsvis hurtigt afvandings-projektet godkendt af myndighederne og modtog hermed den ønskede bevilling til at udføre arbejdet.
Halvor Christian Bagge, født og opvokset i Ringkøbing. Som 12-årig på Sorø Akademis Lærde Skole og Opdragelsesanstalt, hvor han opholdt sig i 7 år. Senere student og efterfølgende militæruddannelse. Derefter vejingeniør i Vestjylland, hvor han forestod anlæggelsen af hovedvejene Ringkøbing-Holstebro og Ringkøbing-Silkeborg. Fra 1864-65 fulgte en stribe af fejlslagne inddæmningsprojekter: Sandene i Ringkøbing Fjord, Vest Stadil Fjord, Rands Fjord og Saltbækvig nord for Kalundborg.
Men i lokal-området var der endnu større modstand mod løjtnant Bagge, end der havde været mod hans far. Man betragtede ham som en fremmed, som ingen adkomst havde til at tjene sig rig på befolkningens bekostning. Desuden mente man, at han ikke var så velhavende, at han ville være i stand til at klare de økonomiske forpligtelser ved projekterne.
Den sidste antagelse viste sig at være rigtig, idet løjtnant Bagge overdrog sin bevilling til grossererne Liebmann og Glückstadt i København. Bevillingen var affattet således, at indehaverne var skattefri i 20 år efter færdiggørelsen af inddæmningen. Herefter skulle man svare en såkaldt gammelskat på 6 rigsdaler og 80 skilling pr. tønde land, plus gældende ejendomsskatter til stat og kommune.
Bevillingen skiftede dog ret hurtigt ejer igen, idet den blev overtaget af grossererne Bendix og Wulff, København. De dannede ”Aktieselskabet for Sandenes Inddæmning” og fik bevillingen overført til dette selskab i 1862. Derefter hyrede de løjtnant H. C. Bagge til at stå for udførelsen af arbejdet.
Bagge sætter trumf på
Samtidig var der opnået enighed mellem de forskellige instanser og interesser om projektets endelige udformning, som i store træk gik ud på følgende:
Af hensyn til fiskeriet samt til fiskenes træk mellem Ringkøbing og Stadil fjorde skulle der være en 80 alen bred strøm gennem Sandene fra fjord til fjord og med dæmninger på begge sider.
For de nordlige sandes vedkommende skulle disse længde-dæmninger opføres af lodsejerne til gengæld for retten til det indvundne areal ud for deres lodder.
Løjtnant Bagges del af projektet var herefter begrænset til de sydlige brede sande. Og aktieselskabet skulle her opføre længde-dæmningerne, samt sydlige dæmning fra Klegod til Sønderby på Holmsland og den nordlige dæmning fra Søndervig til Brøllund. Sidstnævnte dæmning skulle anlægges med en vejbane på 10 alens bredde og en bro over den 80 alen brede strøm.
Løjtnant Bagges skitse over afvandings-projektet med den nordlige vejdæmning fra Brøllund på Holmsland til Søndervig, den sydlige dæmning fra Sønderby på Holmsland til det nordlige Klegod på Klitten samt den nord-syd gående kanal midt i det tørlagte område.
Endelig kunne arbejdet indledes. Men så spændte løjtnant Bagge pludselig ben for hele foretagendet. Bag om ryggen på alle havde han i 1863 søgt og fået kongelig bevilling til at inddæmme og tørlægge Vest Stadil Fjord. Han opførte derefter en dæmning tværs over den nordlige del af Holmslands smalles sande. Den var uden åbning i midten, og strømmen mellem Stadil og Ringkøbing fjorde blev dermed fuldstændig afskåret.
Herefter kunne de interesserede parter ikke se anden udvej end at gennemføre en fuldstændig afvanding af Sandene syd for Søndervig. I stedet for det 80 alen brede nord-syd gående strømløb skulle der etableres en smal kanal til at aflede vandet fra det udtørrede areal.
Dæmningen var for lille
Det store projekt blev gennemført i 1864 og 1865. Den nordlige afvandings- og vejdæmning med broen blev anlagt i 1864 og den sydlige afvandings-dæmning i 1865. Området var tørlagt og til dels kultiveret, da en stormflod i oktober 1865 gennembrød den sydlige dæmning to steder. Og skønt løjtnant Bagge ofrede ret store beløb på at reparere dæmningen, så lykkedes dette ikke. Dæmningen havde tilsyneladende været underdimensioneret fra starten.
Herefter tabte ”Aktieselskabet for Sandenes Inddæmning” interessen for projektet. Løjtnant Bagge søgte andre græsgange – uden at efterlade sin adresse. Dæmningerne forfaldt, og selskabet overholdt ikke sin forpligtelse til at vedligeholde dem.
Men den nordlige vejdæmning fra Søndervig til Brøllundgårde på Holmsland havde stor betydning for den lokale trafik, så nu skred Holmsland Kommune ind og sørgede for vedligeholdelsen. Man forsøgte flere gange at få udgifterne dækket af aktieselskabet, men her talte man for døve øren. De mange henvendelser til grossererne og deres advokater i København blev ikke besvaret.
Tovtrækkeriet mellem kommunen og aktieselskabet varede helt frem til 1894, da det endelig lykkedes at indgå en overenskomst, hvorved Holmsland Kommune overtog hele projektet for 1000 kr. Efterfølgende solgte kommunen vand-arealet for 500 kr. til de lodsejere på begge sider, som havde jord ned til vandet.
Da der ikke siden 1894 er udformet andre offentlige dokumenter vedr. afvandingsprojektet for Sandene syd for Søndervig, må kommunen rent faktisk stadig anses som ejer af dæmningerne. Ad åre blev den nordlige vej-dæmning jo også udbygget til kommunevej og i 1936 til amtsvej.
I 1900-årene var der flere gange tilløb til en genoplivning af afvandingsprojektet. Senest i 1957-58, da nogle af lodsejerne fik udarbejdet en plan for tørlægning af 220 hektar i Sandene.
Men da det kom til stykket, kunne der ikke skaffes flertal for projektet blandt de 33 lodsejere.
Indtil entreprenør-maskinerne i år tog fat, havde Bagges Dæmning ligget uberørt gennem generationer – bortset lige fra etableringen af en række højspændingsmaster i 1970’erne. Så naturen omkring dæmningen er bedst kendt af lokale jægere og fritidsfiskere.
Men i bogen ”Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land” - udgivet af forfatteren Kjeld Hansen på Forlaget Bæredygtighed i 2011 - finder man en fyldestgørende og meget fornem omtale af hele projektet.
Kjeld Hansen havde aflagt et besøg på Bagges Dæmning, og her følger hans stemnings-billede fra bogen:
»Den dag i dag ligger resterne af løjtnant Bagges kuldsejlede drøm som nedbrudte dæmningsrester i det nordvestlige hjørne af Ringkøbing Fjord.
Fra hver side af de brede Sande skyder dæmningen sig ud i fjorden, men den er gennembrudt to steder, så i midten ligger der en langstrakt ø med vand hele vejen rundt. Øen er helt overvokset af tagrør, og af den grund fungerer den ikke helt som en fugleø. For en koloni af hættemåger kunne det ellers være en fin yngleplads, i sikkerhed for ræven, men på grund af den tætte rørskov kan fuglene ikke bygge reder.
En gammel, forladt minkfarm ligger på vestsiden, hvor dæmningen skyder sig ud fra land. Hen over rørskoven svæver en rørhøg, mens tusinder af måger skriger ude fra de brede Sande. Sådan rigtig vestjysk stemning ved fjorden.
Murbrokker, rustent jern og betonklodser fylder godt op i de dybe hjulspor ned til dæmningen. I årenes løb er der kørt mængder af bygningsaffald herud. Henover selve dæmningen strækker sig en tracé af højspændingsmaster, med 250 meters mellemrum står de på deres flere meter høje betonklodser.
Her vokser masser af røde hybenroser og gule gyvelhuske, en skarv tørrer sine våde vinger på en rusepæl, en hjejle fløjter klagende forbi, to bekkasiner ryger op fra den dyndede fjordbred, og et par stære sidder i hyldebusken og venter tålmodigt på, at bærrene skal modne og blive helt sorte.
Gemt i tagrørerne ligger der elleve skydepramme et par hundrede meter ude ad den ene dæmningsrest. Blandt dem to af de plumpe svanebåde. Det er selvfølgelig derfor, de dybe hjulspor når helt herud på resterne af Bagges Dæmning.
Rigtige jægere kører da på jagt – helt ned til båden«.