Denne smukke klosterkirke, hvis lave tårn putter sig, som for at undskylde sin eksistens, kun et stenkast fra den pragtfulde domkirke, udgør ganske afgjort en del af Ribes profil. Der kan ganske vist gå en tid, før man opdager det, men før eller senere slår det én, at arkitekturens nøgternt værdige, næsten monolitisk, røde karakter står i voldsom kontrast til den altdomirerende dramatiske domkirkesilhouet, at den har sin egen styrke, sit eget magtfulde sprog og sin egen historie.
Ribe, denne forholdsvis lille by talte i højmiddelalderen hele 10 kirker og 4 klostre.
Klosteranlæggets opførelsestidspunkt er omkring 1240. Kirken har ligesom Ribe domkirke i perioder af sin historie været stærkt forfalden. Beliggenheden er uden for den middelalderlige bydels grænser på et sumpet terræn. Byggeriet er i sig selv et imponerende projekt: en åslyngning fyldes op med egetømmer, og herpå lægges sten på sten. Men grundlaget viste sig at være faretruende ustabilt.
Bygherrerne var dominikanere, en tiggerorden, der her i landet også kaldes sortebrødrene. Kirke og kloster fik navn efter Catharina, en lærd ægyptisk prinsesse, som led martyrdøden i 307 for sin tros skyld. Ved reformationen måtte munkene forlade både kirke og kloster, og i 1537 fik byen af kong Christian III brev på, at kirken nu var sognekirke.