Stationen blev oprettet som bådstation i henhold til lov af 1. april 1887. I 1887 opførtes et skifertækket bådhus for 1875 kr. af Stein, Viborg. I følge grundlejekontrakten af 22/7-1887 betales en årlig leje af 8 kr.
Sønderho redningsbåd forulykker
Den 28 maj 1942 under en øvelse kæntrede redningsbåden, 3 mand blev fanget under båden, men det lykkedes dem at komme ud, og det lykkedes mandskabet at komme op på båden hvor de klamrede sig til kølen. Det tog fire timer før Rindby roredningsbåd var fremme og fik bjærget redningsfolkene.
Mandskabet i 1942
Den mest bevægede dag i Sønderho redningsstations historie blev ubetinget den 28. maj 1942.
På denne dag havde opsynsmanden, sognefoged Jes P. Sonnichsen, beordret en rutinemæssig øvelsestur med redningsbåden, som det var sket utallige gange før. Vejret var ret hårdt denne dag med vind fra SV og nordgående strøm. Redningsbådens fører var gårdejer Peder J. Brinch, og det øvrige mandskab bestod af tøndelægger Hans Pedersen, chauffør Hans Jensen, strandfoged Jens Johannes Jensen, toldopsynsmand Christian Munch, snedkermester August Petersen og dennes søn, snedkermester Max Petersen, arbejdsmand Poul Andersen, landmand Axel Brinch, gårdejer Fritz Brinch, gårdejer Erik Nielsen og gartner Kristian Iversen.
Båden blev planmæssigt kørt til stranden og sat ud kl. 14. opsynsmanden forblev i land, men fulgte bådens færd i kikkert. Uden for revlerne var der en svær dønning, men ingen bråd, så bådformanden havde ingen betænkelighed ved også at indøve sejlads med sejl. Alt forløb som det skulle, men pludselig så opsynsmanden til sin store forfærdelse, at båden efter en vending krængede mere og mere før den igen fik vinden rigtigt i sejlene, og derefter gik den helt rundt med kølen ret op. Hele mandskabet kastedes i det oprørte hav, 3 mand var ved kæntringen kommet ind under båden.
Jes Sonnichsen løb nu til det nærmeste alarmeringshus ved "Krydset", og fik herfra forbindelse med Sønderho, hvorfra der straks gik alarm videre til Rindby og Esbjerg redningsstationer.
Det alarmerende budskab spredtes som en løbeild gennem Sønderho og skabte stor frygt for den 12 mands store besætnings liv. Læge Trolle og sygeplejerske Karen Thøgersen samt busser og lastbiler med hjælpemandskab beordredes til stranden. Alle, som kunne krybe og gå, tog af sted for at være behjælpelige.
Rindby Redningsstations mandskab, som selv lige havde afholdt en anstrengende øvelse og endnu var ved bådehuset, satte straks båden i vandet, og stred mod vejr og vind ud til den kæntrede Sønderho-båd, der drev nordpå.
Det var lykkedes hele mandskabet at komme op på båden og klamre sig til kølen, hvorfra de måtte afvente assistancen. Men det varede 4 timer inden Rindby-båden nåede frem og kunne bjerge hele besætningen i land – til stor lettelse for alle. Det vakte dog nogen ængstelse, at en af Sønderho-mandskabet, August Petersen, blev båret i land i bevidstløs tilstand. Lægen og sygeplejersken gav ham kunstigt åndedræt, hvormed det hurtigt lykkedes at bringe ham til bevidsthed, så han kunne føres til sit hjem. Dagen efter var han tilsyneladende rask, men det menes, at den hårde tur afkortede hans liv – han døde senere på året.
I nattens løv var den kæntrede båd drevet ind på stranden helt oppe ved Rindby, hvor den næste middag blev hentet og kørt til bådehuset. Senere sammen dag ankom redningsbestyreren og en ingeniør fra Orlogsværftet, som straks indledte en nærmere undersøgelse af båden. Næste dag sattes den i vandet fra sydstranden, og da undersøgelserne var afsluttede, blev "dommen" afsagt: "Sådan en båd må i aldrig bruge i jeres farvand!".
Kort efter fjernedes ulykkesbåden fra Sønderho, og i stedet fik man fra Nr. Lyngvig en anden ro-redningsbåd af samme type som den oprindelige 1887-båd, men i en nyere og forbedret udgave.
Der er ved Stationen Sønderho reddet i alt 101 skibbrudne (1887 til 1954) alle med redningsbåd.
Desuden har stationens apparater i 15 tilfælde været sat i bevægelse uden at benyttes af de skibbrudne.(1927)
Stationen i dag:
I 1974 blev det gamle bådehus nedlagt, den veltjente redningsbåd var sendt til Grønland, og stationen flyttede ind i den nyopførte rutebilstation. I 1985 blev motorredningsbåden med en gummibåd.
Rutebilstationen opfyldte efterhånden ikke længere kravene til en bygning decideret indrettet til opbevaring af redningsmateriel, idet der ikke var varme, ingen affugtningsanlæg, ingen tørreskabe til de livsvigtige redningsdragter. Dette medfører store omkostninger og risiko for mandskabets sikkerhed. Motorpasser Poul Sonnichsen, Sønderho redningsstation havde et indlæg i Fanø Ugeblad nr. 10, 10. marts 1994, om disse problemer.
I 2000 ønsker Farvandsvæsenet at nedlægge Sønderho redningsstation, idet man mener at med en redningshelikopter i Skrydstrup er området dækket ind. Denne helikopter blev nu overført til Karup, med mindst en halv times flyvning fra Fanø. Farvandsvæsenet ønskede ikke at indgå i en dialog med Fanø Kommune.
Lederen af Redningsstationen i Sønderho, Hans Fischer, var meget skuffet over beslutningen om at nedlægge stationen, da det betyder en stor forringelse af sikkerheden i Vadehavet. Her færdes rigtig mange jægere, lystfiskere og sejlere, for hvem et uheld nu kan få skæbnesvangre følger.
Ordførerne i forsvarsforligspartierne besluttede sidst i 2000, at Sønderho redningsstation skulle bevares.
Udstyr: Stationen er udstyret med en let redningsbåd og en redningsbil (Geländewagen) samt en gummibåd på trailer (ZODIAC) med 55 HK påhængsmotor.
Sønderho redningsstation
Redningsmuseum.
I 1987 lykkedes det Fonden Gamle Sønderho som havde overtaget huset fra Farvandsvæsenet, at få indrettet bådehuset til et lille museum.