Hvissinge stenen blev fundet i vinteren 1966 ved bygningen af en hovedvandledning nord for Hvissinge ved Gl. Krusegård mellem Ejby og Islev.
Stenen lå ved udgravningen godt 1½ meter nede i jorden, der på dette sted består af moræneler. Moræneler er materiale der er afsat af en gletscher i løbet af istiden.
Som gravearbejdet skred frem, blev det klart, at der ikke var tale om en lille sten, men en blok af ganske betragtelig størrelse. Med en omkreds på omkring 16 meter og en vægt på ca. 250 ton var den ikke sådan lige til at flytte.
Spørgsmålet var, om den skulle sprænges i stykker, så man kunne fjerne den. Men da man opdagede at stenenes overflade flere steder var smukt isskuret, var det formodentligt med til at redde den fra en tidstypisk skæbne. For rigtigt mange af de store sten er sprængt i stykker og brugt som skærver til anlægsarbejder. I dag kan man stadig se huller på toppen af stenen, hvor spængstoffet skulle have været placeret. Man flyttede derfor stenen omkring 100 meter til sin nuværende placering på et areal af Gl. Krusegaard, et areal, der blev stillet til rådighed af gårdens ejer, lensgreve C. Lerche Lerchenborg.
Hvissingestenen er en granit, går man hen til stenen, kan man se, den er ret enskornet og homogen.
Den indeholder fortrinsvis mineralerne kvarts og feldspat, og hører derfor til gruppen af bjergarter, der betegnes som granitter. Granitter kendes dels på mineralindholdet, dels på deres næsten ”puslespilsagtige” mønster. Alle bjergartens mineralkorn er sammenvoksede i en sådan grad, at der slet ikke forekommer hulrum mellem de enkelte mineralkorn.
Granitter dannes dybt nede i Jorden hvor temperaturen er så høj, at bjergarterne er smeltet. En smeltet bjergartsmasse kaldes også for magma. Hvor varmt det er, får man et indtryk af, når man ser en vulkan i udbrud.
Det er dog langt fra altid sådan, at magma kommer ud på Jordens overflade. Ofte bliver den hvor den er for så lige så stille at blive kølet af. Det er en proces, der tager meget lang tid, og det vil sige millioner af år. Bjergarter, der er størknet i dybet, er for eksempel granit. At sådanne dybbjergarter i det hele taget kan findes ved Jordens overflade i dag, skyldes, at de ved bevægelser i Jordskorpen er blevet hævet højt op. Det er for eksempel det, der sker når bjergkæder dannes.
I Danmark kan man kun se fast stående granit på Bornholm. Hvissingestenen er formodentlig kommet til Danmark med en gletscher der skred ind over landet i sidste istid fra Østersøområdet.
Tænk engang, at is er i stand til at brække så store klippestykker af og flytte omkring med sten af denne størrelse.
Hvissingestenen er fuld af ridse, går man helt tæt på stenen, kan man se, at den har nogle store ridser på siderne. Ridserne har nærmest form som en halvmåne. Og sådanne ridser har en helt speciel historie.
Prøv at forestille dig en væg af is der rager ½ kilometer op i luften. Det er dén tykkelse og endda tykkere endnu, istidens gletschere har haft. Når så tyk indlandsis glider hen over fast klippegrund, er den alene ved sin vægt og sin bevægelse i stand til at knuse en klippeoverflade. Den brækker mindre eller større klippestykker løs, som derefter optages i isens bund og føres med langt væk fra deres oprindelsessted. Sådanne sten, der er fastfrosset i bunden af en gletscher, udsættes for et enormt slid, når de skurer hen over jordoverfladen.De bliver slebet flade på undersiden og de får store slag og mærker ved sammenstødet med underlaget. På Hvissingestenen kan man flere steder se nogle karakteristiske furer. De har nærmest form som en halvmåne.
Geologer kalder dem parabelridser eller seglformede brud alt efter udseendet og dannelsesmåde. 
De er opstået som et resultat af det tryk, som isen med sten udførte på underlaget. Sådanne mærker ses for eksempel flere steder på den fast stående klippegrund på Bornholm og giver værdifulde oplysninger om isens bevægelsesretning ind over området. Mærker på løse blokke, som dem vi ser her, kan ikke bruges som retningsgiver for isen, fordi man ikke kan være sikker på, om stenen ligger, hvor den oprindeligt blev lagt. Men man kan altid nyde dem og begejstres over dem.
Man forstår godt, hvorfor så mange af vore hjemlige store sten er sagnomspundne. For det er en næsten ufattelig historie, at is kan flytte omkring med så store sten. Og det er vel heller ikke helt uden grund, at man i gamle dage anså sten som noget levende, der som alt andet groede op af jorden. Mange mente også, at de fik unger, for hvordan skulle det ellers være gået til, at de store sten er omgivet af så mange små?
Kildeangivelse:
Det meste af cachebeskrivelsen er hentet (med tilladelse fra forfatteren) fra en artikkel på naturnet.dk, skrevet af Geolog og naturvejleder Tove Stockmarr
For at kunne logge denne cache skal du:
- Tegn en tegning af stenen, (ELLER tage et billede af dig selv ”skubbende” stenen - Dette er FRIVILIGT), og post det som en “Found it" log
- Besvar følgende spørgsmål på min profile-mail ( oz9els )
Q1: På hvilke sider er der parabel ridser, og hvorfor ikke på de andre sider?
Q2: Hvormange huller er der boret på den sydlige side af stenen?
Hvis dit svar ikke er rigtigt kontakter jeg dig (Alternativt sletter din logning)
Zealand’s largest stone.
Hvissingestenen (The Hvissinge stone) is a granite, looking closer at the stone, you can see, it is homogeneous.
It contains mainly the minerals quartz and feldspar, and therefore belongs to the group of rocks, known as granite. Granite is known both in mineral content, and their almost puzzle-like pattern. All mountain species of mineral grains are fused to such an extent that there is no cavity between the individual mineral grains.
Granite is formed deep in the earth where the temperature is so high that mountain species are melted. A molten rock mass is also called magma. How hot it is, you get an idea of when you see a volcano in eruption.
However, it is not always the case that magma comes out on the Earth's surface. Often the magma stays underground and sits quiet for a long time (million of years) and is gradually cooled off. Why rocks that are congealed in the deep, for example, granite can be found at Earth's surface today is because of movements in the crust of the earth was lifted up high. For instance, this is what happens when mountain ranges are formed.
In Denmark you can only see static granite on Bornholm. Hvissingestenen has probably come to Denmark with a glacier, it slide into the country last ice age from the Baltic region.
Imagine that the ice is able to throw so much debris and move around with stones of this size.
Hvissingestenen is full of scratches. If you walk up close to the stone, we can see that it has some big scratches on the sides. The scratches are almost form a crescent. And those scratches have a very special story.
Try to imagine a wall of ice which protrudes a half kilometre into the air. It is the thickness and even thicker yet, Ice Age glaciers had. When so thick ice sheet sliding over solid rock, is it only by its weight and its motion in order to crush a rock surface. The glacier breaks small and larger boulders loose, which is then absorbed in the ice bottom and placed far away from their place of origin.
Such stones are frozen at the bottom of a glacier, exposed to a huge tear, when the showers over the soil surface.
They are sanded flat on the underside and they have big battles and brands by the collision with the ground. On Hvissingestenen you can see some characteristic furrows. They have almost the shape of a crescent.
Hvissingestenen close-up. Note the special crescent-shaped grooves.
Geologists call them parabola scratches or sickle-shaped fracture, depending on the appearance and formation method. They have arisen as a result of the pressure at which the ice with stones carried to the substrate. Such marks seen for example in several places on the static rock on Bornholm and gives valuable information on ice movement direction in the area. Marks on rough blocks, as those we see here may not be used to give direction to the ice, because you can not be sure the rock is where it was originally presented. But you can always enjoy them and be enthusiastic about them.
To log this cache you shall:
- Make a drawing of the stone (OR OPTIONALLY take a picture of yourselves “pushing” the stone) - post it as a “Found it" log
- Answer this two question in a message to my profile-mail ( oz9els )
Q1: On witch sides of the stone are parabola scratches, and why not on the other sides?
Q2: How many holes are drilled in the south-side of the stone?
I will review your answers and contact you if the answers are wrong (Alternativly delete your log)
Der größe Stein von Zealand / Sjaelland
Hvissingestenen (Der Hvissing Stein) ist ein Granit – wenn du ihn näher betrachtest, siehst du, dass die Struktur homogen ist.
Er enthält hauptsächlich die Mineralien Quarz und Feldspat und gehört deshalb zu den Graniten. Granit ist durch den Mineraliengehalt sowie das Muster, das fast wie ein Puzzle ist, charakterisiert. Alle Steinarten von Mineralienkörnungen sind so verbunden, dass zwischen den einzelnen Körnern keine Höhlungen sind.
Granit wird tief in der Erde bebildet, wo die Temperaturen so hoch sind, dass Stein schmilzt. Eine geschmolzene Steinmasse nennt man auch Magma. Wie heiß es ist, kannst du an einem Vulkanausbruch sehen.
Jedoch kommt Magma nicht immer an die Erdoberfläche, oft bleibt es bis zu Millionen von Jahren unter der Oberfläche, wo es langsam abkühlt. Wenn Gesteine unter der Oberfläche erstarren, können sie – so wie Granit – durch die Bewegungen in der Erdkruste an die Oberfläche kommen. So werden zum Beispiel Gebirge gebildet.
In Dänemark findet man statischen Granit nur in Bornholm. Hvissingestenen kam wahrscheinlich durch einen Gletscher in der letzten Eiszeit aus dem Baltikum nach Dänemark.
Stell dir vor – Eis kann so viel Geröll und einen Stein dieser Größe transportieren!
Hvissingestenen ist überall mit Rissen bedeckt, ein paar große an der Seite siehst du, wenn du nah an den Stein gehst. Diese Risse bilden fast einen Halbmond – und sie haben eine besondere Geschichte.
Stell die eine Eiswand vor, die einen halben Kilometer in die Luft ragt. Gletscher waren in der Eiszeit mindestens so dick. Wenn eine so große Eisschicht über Felsen gleitet, kann er durch sein Gewicht und die Bewegung alleine die Gesteine zerdrückt. Der Gletscher bricht kleine und große Felsbrocken ab, die dann vom Gletscher aufgenommen und weit weg abgelegt werden.
Solche Steine sind im Gletscher gefroren und bekommen tiefe Risse, wenn sie über die Erdoberfläche reiben.
Sie sind auf der Unterseite wie flachgeschmirgelt durch den Abrieb mit dem Untergrund. Auf Hvissingestenen kann man einige charakteristische Furchen, die fast die Form eines Halbmondes haben, sehen.
Abbildung: Hvissingestenen aus der Nähe betrachtet: charakteristische halbmondförmige Kerben.
Geologen unterscheiden diese Furchen nach ihrer Form und wie sie gebildet wurden. Sie sind das Ergebnis des Drucks, mit dem das Eis die Steine auf die Erdoberfläche transportierte. Solche Muster kann man an mehreren Stellen auf dem statischen Fels von Bornholm sehen; sie geben wertvolle Informationen über die Richtung, in der sich dort das Eis bewegt hat. Muster auf groben Felsen wie diesen hier können meist nicht die Richtung der Eisbewegung anzeigen, denn man weiß nicht, ob der Fels dort liegt, wo er ursprünglich war. Aber man kann sich immer an ihnen erfreuen und dafür schwärmen.
Logbedingungen:
- Mach ein Foto, wie du den Stein „schiebst“, oder von Deinem GPS – poste es mit deinem Logeintrag als „gefunden“
- Beantworte diese zwei Fragen und schicke sie an mein Profil ( oz9els ) bitte schreib auf dänisch oder englisch.
Frage 1: Auf welcher Seite des Steines sind die halbmondförmigen Furchen, und warum sind diese nicht auf der anderen Seite?
Frage 2: Wie viele Löcher sind in der südlichen Seite des Steines?
Ich prüfe Deine Antwort und melde mich bei Dir, falls die Antworten falsch sind (oder ich lösche Deinen Logeintrag)
Vielen Dank an IR66 für die Übersetzung
