Den tolvte cache i vores Nørrebro
serie - er en nem lille traditionel cache.
Historien om søer og åer i
København
Det ældste København
På Absalons tid var byens navn ”Havn”, hvilket med al
tydelighed fortæller, hvad hensigten med bebyggelsen var. Stedet
var ideelt til en havn, idet løbet mellem Sjælland og Slotsholmen
og småøerne var så tilpas dybt, at datidens skibe kunne sejle nær
land uden vanskelighed.
Vandforsyning i anden
række
Vandforsyningen kom i anden række, og gravede brønde måtte i den
ældste tid tilfredsstille byens behov for drikkevand. Det gamle
København blev nemlig anlagt helt uden større naturlige søer og
vandløb i umiddelbar nærhed. Den nærmeste sø var Lersøen, der i dag
er udtørret og væk. Utterslev Mose og Harrestrup Å var de eneste
større vandområder, og de var beliggende langt uden for den
oprindelige by. De Indre Søer - Sortedamssø, Peblinge Sø og Skt.
Jørgens Sø - såvel som Damhussøen, Emdrup Sø og de små parksøer er
alle kunstige i den forstand, at de er skabt ved udgravninger og
opstemninger af åer eller bække.
Det nærmeste vandløb var en lille bæk
i et dalstrøg hen ved en kilometer uden for den oprindelige by. Her
var det De Indre Søer opstod sidenhen.
Mølledrift
En gang i den allertidligste middelalder opstod behovet for et
vandløb, der kunne drive de nødvendige vandmøller. Man ledte derfor
en anden lille bæk, der kom fra fjerne udenbys lavninger omkring
Bispeengen, ind til byen. Herved opstod Peblinge Sø. Vandet ledtes
herfra til det ældste befæstningsanlæg, Vestergrav. Man gjorde sig
ikke anstrengelser for at fylde gravene nord og øst for byen,
hvilket tolkes som at hovedformålet må have været vandmølledrift på
det pågældende tidspunkt.
I dag er Tivolisøen den eneste rest af
Vestergrav; Ørstedsparkens Sø, Botanisk Haves Sø og Østre Anlægs
Søer er rester af den nordlige og østlige grav.
Vandkraften øges
Efterhånden som København blev større voksede også byens behov for
vand.
Harrestrup Å (dengang kaldet Ovre Å)
blev inddraget i vandforsyningen ved, at man byggede en dæmning syd
for ”Det Lange Vad”. Herved opstår
Damhussøen.
Vandet ledtes ind i den lavtliggende
Grøndal, der blev udgravet og omdannet til åløb. Åløbet blev ført
ind og forenet med den lille bæk ved Bispeengen. Grøndals Å og
Ladegårds Å opstod herved.
Syd for dæmningen fortsatte Harrestrup
Å sit løb til Kalveboderne.
Også vand fra Utterslev Mose og
Gentofte Sø blev inddraget som en væsentlig forøgelse af
vandressourcerne til den voksende by.
Afløbet fra disse to søer var
tidligere Emdrup Bæk og Rosbækken, som havde afløb ud til
Svanemøllebugten. Ved opstemning af Emdrup Bæk blev Emdrup Sø
dannet.
I en gravet rende blev afløbet fra
Emdrup Sø ført langs vestsiden af den nuværende Lyngbyvej til
Lersøen. Lersøen blev opstemmet og afskåret fra sit afløb
Rosbækken, og Lygte Å opstod. Ved Bispeengen blev Lygte Å forenet
med Grøndals Å og løb videre i Ladegårds Å.
Peblinge Sø bliver nu forsynet fra
både Emdrup Sø og Damhussø.
Præcis hvornår disse gravearbejder fandt sted vides ikke. Muligvis
er de påbegyndt allerede i forbindelse med Peblinge Søs
opståen.
Forsvarsværker
Efter belejringen af København i 1523 blev byens vandforsyning
gennemgribende omorganiseret, ikke så meget af hensyn til
mølledriften, som af hensyn til befæstningen. Man ønskede
simpelthen højere vandstand i voldgravene. Dæmningen ved
Peblingesøen blev forhøjet og en ny dæmning – Sortedam
– blev anlagt. Søerne strækte sig nu fra Østerbrogade til
Gyldenløvesgade og forsynede alle voldgravene med
vand.
I begyndelsen af 1600-tallet
opstemmede Christian d. 4. den lille bæk, der var afløb fra
Peblinge Sø ved Gl. Kongevej. Derved opstår Skt. Jørgens
Sø.
Peblinge Sø, Sortedamssø og Skt.
Jørgens Sø udgjorde nu byens yderste
befæstningslinje.
Sortedamssøen er i dag et velbesøgt
udflugtsmål, for mange Københavnere, der benytter søens bred til
gå- og løbeture. Der er defor mange mugglere i
området.
Om Cachen:
Cachen er en mikro,
som indeholder logbog og en lille
blyant.