Varde Købstad 1442
Byvåbnet er Danmarks ældste
(Vardes købstadssegl). 
Det forestiller et
blåt skjold med en gående guldleopard med rød tunge. Det ligner
mest en løve, men guldleopard er den officielle betegnelse. En
guldleopard er et fabeldyr.
Handel og håndværk har alle dage
været knyttet til det at være by, og da Christoffer af Bayern i
august 1442 tildelte Varde de første købstadsprivilegier, havde
byen allerede længe fungeret som købstad. Væsentligst var vel i den
forbindelse, at landhandel - det såkaldte "landprang" - blev
forbudt, samtidig med, at købstadens egne købmænd nu officielt
anerkendtes som eneberettigede til at drive handel i byen. Skønt
det kongelige privilegiebrev fra 1442 for længst er bortkommet,
kendes
Det er besluttet at Ny Varde
Kommune beholder Danmarks ældste byvåben.
Byvåbnet kendes fra Varde segl fra
1442 og beskrives som "Et blåt skjold med en gående guldleopard med
rød tunge".
Info angående færdsel på
Skallingen: Selve adgangen til skallingen efter man er kommet
til P-pladsen på koordinat: N55 29.891 E8 15.564 da vil man
blive mødt at et skilt med minefare dette skilt kan man paser ved
at man bliver på den Østlige side af indhegningen og følger
retningen af betonvejen mod syd i den yderlige fremfærden.
Det er forbudt at gå på stranden og Vest for indhegningen.
Ved kraftige storme bliver det meste af Skallingen oversvømmet. Det
er vigtigt at være opmærksom på, at vandet først kommer ind over
den nordlige del og oversvømmer vejen. Derfor risikerer man at
blive fanget af vandet på turen tilbage over de lave
arealer.
Skallingen
På de ældste kort over Vadehavet. for eksempel på Johannes Mejers
kort fra 1655, er Skallingen endnu ikke markeret, Der er kun afsat
en sandrevle, Skallingsand, kronet af klitøen, Stormholm. i
begyndelsen af forrige århundrede kom der gang i marskdannelsen ud
mod Hobo Dyb, og i løbet af de følgende årtier bredte vegetationen
sig til de brakke strandenge i læ af Svenske Knoldes klitter, Inden
1950 var højsandets kilometerbrede sandslette, det vil sige den
lavtliggende indervade, blevet bevokset med marskplanter,
Skallingen fremstod nu som en grøn halvø gennemskåret af et net af
tidevandsrender -loer - som forgrener sig ind gennem marsken fra
Hobo Dyb.
Oprindelig var Skallingens marskområder ejet af bønderne i Ho sogn.
om sommeren blev marsken afgræsset af får og kreaturer, og indtil
2. verdenskrig blev der desuden bjærget hø på engene. 1 1938 blev
de privatejede arealer naturfredet, Fredningen blev revideret i
1979 samtidig med, at staten erhvervede de private arealer,
Skallingen drives i dag af Skov- og Naturstyrelsen og
Kystinspektoratet i fællesskab, Der lægges vægt på at opretholde
kreaturgræsning på indervaden for at undgå tilgroning og derved
sikre gode levevilkår for ynglende og rastende
vandfugle.
Det er ikke tilladt at medtage
hund på Skallingen.
Uskrevne regler
Det henstilles til de besøgende at værne om landskabet, planter og
dyreliv,
Det første fyr på Skallingen blev
opført i 1903 som et muret tårn hvori der var indrettet beboelse
for fyrpersonalet. Tårnet blev dog hurtigt undermineret af
stormflod og var kun i brug frem til 1909. I 1910 opførtes en 13 m.
høj jernkonstruktion, som bestod af et tårn monteret på en
gitterkonstruktion. Tårnet var monteret med linseapparat og
blaugasbrænder. I 1928 skiftes den eksisterende glødenetsbrænder
med stående net om med en ny brænder med hængende net hvilket
forøger lysstyrken betydeligt. Der er ikke længere fyr på
Skallingen og ingen af de to nævnte fyrbygninger eksisterer
mere.
Begrænset adgang til
Skallingens vestkyst og sydende Hvad?
Kystdirektoratet har på grund af
minefare forbudt al færdsel i de indhegnede arealer på den vestlige
og sydlige del af Skallingen.
Færdsel bag de opstillede hegn er forbundet med fare for liv og
førlighed, og skiltning og afspærring skal respekteres.
Al færdsel på de afspærrede områder er ulovlig.
Baggrunden: Et forsvarsværk mod invasion Under 2.
Verdenskrig udlagde tyskerne omkring 1,4 millioner miner langs den
jyske vestkyst. Minerne var et værn mod invasion fra vest. Cirka
72.000 miner blev udlagt på Skallingen i starten af 1944. Modsat de
øvrige minefelter langs vestkysten, var minerne på Skallingen lagt
uden mønster og var således blot registreret med deres antal og
type indenfor den ydre afgrænsning.
Rydningen indstillet i 1947 De fleste tyske miner i Danmark blev
ryddet allerede i 1945, men Skallingens dynamiske natur kombineret
med den usystematiske udlægning i området gjorde rydningen
vanskelig der. I 1947 indstillede man rydningen på Skallingen og
indhegnede de områder man ikke kunne frigive. I de første år blev
indhegningen vedligeholdt, men siden blev den negligeret og i de
sidste mange år har området ligget åbent tilgængeligt, selvom man
på skilte har gjort opmærksom på minefaren. I 2005 førte en fornyet
trusselsvurdering til at Kystdirektoratet på ny indhegnede
området.
Forskellige slags miner:
Der ligger forskellige slags miner på Skallingen:
Schûtz-miner, der er træ-æsker med 200 g sprængstof i.
Stock-miner, der er lavet af beton med indstøbte metalstykker.
Minen indeholder 100 g sprængstof og vil ved eksplosion skyde
metal- og betonfragmenter ud i alle retninger.
Holz-miner, der er trækasser med godt 5 kg sprængstof.
Teller-miner, der er runde metalminer med godt 5 kg sprængstof.
Med undtagelse af teller-minen anvender disse miner den samme
tændmekanisme. Den er rund og aflang, lidt kortere end en kuglepen
og findes sommetider adskilt fra minerne. Den vil i sig selv give
kraftige læsioner hvis den eksploderer i hænderne på et
menneske.
,