Kirsten Piils Kilde blev, efter en usikker overlevering, opdaget af en i øvrigt ukendt Kirsten Piil i 1583.
Ifølge fortællingen var Kirsten en from kvinde, som ved sit hellige levned gav kilden en særlig helbredende kraft, der fik syge mennesker til at valfarte til kilden for at drikke af vandet.
I 1732 blev kilden genfundet som tilsandet, hvilket sikkert hænger sammen med Dyrehavens indhegning i 1670, hvormed adgangen til kilden blev forhindret.
Den kongelige dansemester, Brinckmann, der boede i hus sammen med parykmageren J.C. Greve, finansierer en istandsættelse.
Senere har man fundet brudstykker af en sten med årstallet 1736 som de to herrer opsatte i denne forbindelse.
I den samme periode fik kilderne yderligere betydning.
Mange folk boede i byer hvor drikkevandet havde varieret kvalitet. Specielt det københavnske drikkevand var af en meget ringe beskaffenhed sammenlignet med det rene, kølige og friske kildevand fra kilderne i Dyrehaven, og derfor kunne man nemt få det indtryk at vandet var helbredende.
Grev Reventlow forordnede i 1750 at kildens omgivelser blev restaureret igen, og det forlyder, at kilden løb igennem et rør af træ i en "armtyk" stråle.
Den store trafik til kilderne blev kædet sammen med sygdom og helbredelse, og man opsatte såkaldte "fattigblokke" ved de stærkt trafikerede kilder. Disse fattigblokke var pengeskrin af solid konstruktion, forsynet med en hængelås. Her kunne de bedrestillede vise deres godhed ved at lægge penge i.
Struensee forordnede i 1754 en fattigblok opsat ved Kirsten Piils Kilde, fordi den var godt besøgt og derved kunne give nødvendige indtægter til datidens socialvæsen. Søgningen til kilden var stor, og indtægterne steg år for år, sikkert godt hjulpet af Frederik 4., der hvert år på Sankt Hans aften kom og drak af vandet, hvorefter han promenerede på Bakken og drak te på Eremitageslottet.
De tre uger omkring sankthans blev på den måde til "kildetiden", der, ud over konger og godtfolk, også tiltrak mange andre mennesker heriblandt også gøglere, linedansere og spillemænd med deres telte og boder. http://seselv.dk/geocaching/kirsten_piil/diasshow/
Skikken med at rejse til kilden var forbundet med en del ritualer. Således skulle man f.eks. drikke vandet af et helt nyt lerkar og forlade stedet i nyt tøj. Dette gav grobund for pottemagere, og fattige kom for at få folks aflagte tøj.
Efterhånden som tilstrømningen til kilden tog til blev pladsen omkring kilden for trang og teltholderne flyttede gradvist over på Dyrehavsbakken, hvor de blev anvist pladser af overjægermesteren. Gøglet tog til i omfang og flyttede pengestrømmen fra fattigblokken over i teltholdernes lommer.
For at sikre hospitalernes økonomi indførte jægermester grev Rantzau derfor i samråd med pastor Siverud i 1744 en ordning, hvorefter man skulle melde sig hos skovrideren for at ansøge om en teltplads mod betaling. Denne betaling variede efter, hvor lang tid man ville opholde sig på Bakken, teltets størrelse, teltholderens indtægter og sikkert også på placeringen af teltet. Der foregik en reel forhandling hvor man kunne betale sig til en god placering. Denne ordning blev det økonomiske fundament for hospitalet i de næste 200 år.
På grund af de gode indtægter, der var at hente, blev der konkurrence om midler og kompetencer i anvisning af teltpladser. Politimesteren, der selv havde et telt på Bakken, ønskede i 1805 at overtage anvisningen, med henvisning til hensynet til ro og orden. Amtmanden bragte sagen videre i hierarkiet, hvorefter den endte hos kongen, som ved kongelig resolution af 23. maj 1806 fastslog kompetencefordelingen for pladstildeling som hidtil, dog med den ændring, at politimesteren fik mulighed for selv at bestemme, hvor hans telt skulle slås op.
Aftalen om afgifter fra teltholderne til brug for hospitalet var oprindeligt indgået mellem skovvæsenet og hospitalet, men blev nu stadfæstet i en kongelig resolution. I 1823 fik hospitalet status som privatretslig enhed, hvilket betød, at det blev frigjort fra det almindelige fattigvæsen. Den kongelige resolution var nok også medvirkende til at indtægterne fra stadepenge og fattigblok stadig gik til hospitalet, selv efter 1911, hvor man ophørte med at betale bidrag til fattigkassen ved forlystelser.
I 1927 var det nødvendigt at foretage vandboringer i Klampenborg Galopbanes arealer, hvorved vandstanden sænkedes så meget, at Kirsten Piils Kilde blev tørlagt. Kun ved hjælp af en rørlagt ledning fra Lyngby-Taarbæk Kommunes Vandforsyning springer kilden igen i dag.
*** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** ***
Special celebration - Photos by SeSelv http://seselv.dk/geocaching/kirsten_piil/diasshow/
FFC: MaMiFKa http://img.geocaching.com/cache/8cfef14e-cf41-4dff-8728-50126f2dad44.jpg
JFFC: Jonas http://img.geocaching.com/cache/0bf819b0-838b-4d95-b8ef-888e46ec3208.jpg
FDFC: iaborche´s dog http://www.geocaching.com/seek/log.aspx?LUID=de1a5fee-34c3-440b-bf78-f49b7170b804
Fish - photomanipulation by SeSelv http://img.geocaching.com/cache/c39f0aac-4daa-4a6f-96e5-826e14bc4d45.jpg
*** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** ***
The spring of Kirsten Piil was, according to an unsecure tradition, discovered in 1583 by a certain Kirsten Piil, who, besides this, is completely unknown. According to tradition, Kirsten was a pious woman, that by her holy way of life gave the spring a special healing power, and so sick people flocked to the spring to drink from the water.
In the 1700 years the water in the cities, and certainly in Copenhagen, had very poor quality compared to the clean cool and fresh water from springs in the Deer Garden, and so one could easily get the impression that the water was healing.
The great traffic to the springs got connected to sickness and health, and money boxes were put by the most visited springs. The money gave income to the social care of the time, among others supported by the king Frederik 4. who every year let himself be seen at the place and lived for some summer weeks at the ‘Erimitage’ nearby. This attracted a great variety of good people, hawkers, jugglers, mountebanks, musicians and singing entertainers etc. http://seselv.dk/geocaching/kirsten_piil/diasshow/
The flock of people to the spring was so great, that the place around the spring got too crowded and therefore the tents were moved to the ‘Dyrehavsbakken’, which gradually developed into the entertainment place 'Bakken' that still attract many people in the summertime today. The income from the spring money boxes was an important part of the economy for hospitals for about 200 years.
In 1927 it was considered necessary to make drillings for water in Klampenborg, and the lowering of the ground water resulted in the drying out of the Kirsten Piil Spring. Today it only springs by help of a water pipe from the communal water factory.
*** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** *** ***
基尔斯滕Piil /箭头的春天 （拜访链接）http://seselv.dk/geocaching/kirsten_piil/diasshow/ 春天基尔斯滕Piil的是，根据不安全的传统，在1583年发现的，按一定的基尔斯滕Piil人，除了这一点，是完全陌生的。 按照传统，基尔斯滕是一个虔诚的女人，她圣洁的生活方式给春天一个特殊的愈合能力，所以生病的人络绎不绝，从水中春季饮用。 在1700年在城市的水，肯定是在哥本哈根，有质量很差，比较干净凉爽和清新的泉水水从鹿园，让人们可以很容易得到这样的印象，水愈合。 交通十分弹簧连接到了疾病和健康，并参观人数最多的弹簧把钱盒。钱给了收入的社会照顾的时间，其中包括支持国王弗雷德里克4。每年让自己被看到的地方，在“Erimitage”附近住了一些夏天星期。这引起善良的人，小贩，杂耍，mountebanks，音乐家和歌唱演艺等种类繁多的（拜访链接） 一群人的春天是如此之大，绕簧的地方太拥挤了，因此被转移到了帐篷'Dyrehavsbakken'，逐步发展成娱乐场所巴肯仍然吸引不少市民在夏季今天。 从春天钱箱的收入是约200年，为医院经济的重要组成部分。 在1927年，它被认为是必要的，使钻探Klampenborg水，地下水下降导致的的基尔斯滕Piil春晒出。今天，它只有弹簧的帮助下，从公用自来水厂水管。 Chūntiān jī ěr sī téng Piil de shì, gēnjù bù ānquán de chuántǒng, zài 1583 nián fāxiàn de, àn yīdìng de jī ěr sī téng Piil rén, chúle zhè yīdiǎn, shì wánquán mòshēng de. Ànzhào chuántǒng, jī ěr sī téng shì yīgè qiánchéng de nǚrén, tā shèngjié de shēnghuó fāngshì gěi chūntiān yīgè tèshū de yùhé nénglì, suǒyǐ shēngbìng de rén luòyì bù jué, cóng shuǐzhōng chūnjì yǐnyòng. Zài 1700 nián zài chéngshì de shuǐ, kěndìng shì zài gēběnhāgēn, yǒu zhìliàng hěn chà, bǐjiào gānjìng liángshuǎng hé qīngxīn de quánshuǐ shuǐ cóng lù yuán, ràng rénmen kěyǐ hěn róngyì dédào zhèyàng de yìnxiàng, shuǐ yùhé. Jiāotōng shífēn tánhuáng liánjiē dàole jíbìng hé jiànkāng, bìng cānguān rénshù zuìduō de tánhuáng bǎ qián hé. Qián gěile shōurù de shèhuì zhàogù de shíjiān, qízhōng bāokuò zhīchí guówáng fú léi délǐ kè 4. Měinián ràng zìjǐ bèi kàn dào dì dìfāng, zài “Erimitage” fùjìn zhùle yīxiē xiàtiān xīngqí. Zhè yǐnqǐ shànliáng de rén, xiǎofàn, záshuǎ, mountebanks, yīnyuè jiā hé gēchàng yǎnyì děng zhǒnglèi fánduō de (bàifǎng liànjiē) Yīqún rén de chūntiān shì rúcǐ zhī dà, rào huáng dì dìfāng tài yǒngjǐle, yīncǐ bèi zhuǎnyí dàole zhàngpéng' Dyrehavsbakken' , zhúbù fāzhǎn chéng yúlè chǎngsuǒ ba kěn réngrán xīyǐn bù shǎo shìmín zài xiàjì Jīntiān. Cóng chūntiān qián xiāng de shōurù shì yuē 200 nián, wèi yīyuàn jīngjì de zhòngyào zǔchéng bùfèn. Zài 1927 nián, tā bèi rènwéi shì bìyào de, shǐ zuāntàn Klampenborg shuǐ, dìxiàshuǐ xiàjiàng dǎozhì de de jī ěr sī téng Piil chūn shài chū. Jīntiān, tā zhǐyǒu tánhuáng de bāngzhù xià, cóng gōngyòng zìláishuǐ chǎng shuǐguǎn.