Rubjerg gamle kirke og
kirkegård
Sandflugtens hærgen i 1500- og
1600-tallet betød, at befolkningen i kystsognene måtte rive deres
gårde ned og flytte dem længere ind i land. Således også i Rubjerg
Sogn. Kirken blev liggende, og man måtte efterhånden med stort
besvær grave sig vej gennem flyvesandsklitten for at komme til
døren. I 1904 opgav man helt og kirken blev revet ned. Kun et lille
stykke af vestgavlen står tilbage. Stenene fra kirken blev anvendt
til den nye kirke, som blev opført længere inde i land. På den
forladte kirkegård findes stadig en del gamle gravsteder, som
fortæller om de slægter, der med stort slid kæmpede mod de barske
livsbetingelser, det fattige sogn tilbød. Kirkegården, der
efterhånden groede til i bjergfyr og havtorn, blev i 1967 igen
frilagt og kirketomten blev markeret med en græstørvsvold. Man får
på stedet et godt indtryk af sandets hærgen, og når en stærk
vestenvind fylder luften med det fine sand fra kystskrænten,
forstår man godt, hvorfor kirken blev nedlagt.
Går man fra kirkegården ud mod
kysten, passerer man et stykke ude i klitten et par kraftige
jerndragere nedrammet i sandet. Af de påmonterede træstykker med
inskription kan man forstå, at det er gamle målepunkter for Kyst
-inspektoratet.
Omridset af
den nedrevne kirke er markeret med en lav jordvold. Et lille stykke
af murkernen fra vestmuren har fået lov at blive
stående.
Som følge af svenskekrigene i
1600-tallet kom der stor armod til sognet - oven i de
vanskeligheder, der allerede var i forvejen som følge af
sandflugten. Forfaldet fortsætter op gennem 1700-tallet: 1715
blæser taget af kirken. 1720 tør præsten ikke gå på prædikestolen
af frygt for nedstyrtning. 1747 er taget så utæt, at det regner
ind. 1754 klager sogneboerne over, at svin og fæ løber ind i kirken
"og gør bulder til gudstjenestens forstyrrelse". 1792 vælter
vestgavlen (lynnedslag eller manglende
vedligeholdelse?).
Gravsted |
Resterne af kirken v.
Rubjerg Knude |
Wilhelm Hansen
Noget
information er fejl?
Some information is wrong?
|
 |
Rubjerg
gamle kirke
Efter reformationen hørte kirken
under kronen, men i 1758 blev den solgt til Peder Biering,
Sejlstrupgaard. Han overlod godset til sin svigersøn Erich Hansen
Wilsbech, der lod kirken forfalde - jf. ovenfor. Der kom så mange
klager over ham, at han blev fradømt retten til at eje kirken,
hvorefter den atter overgik til kronen. Gode forbindelser til
biskoppen sikrede dog, at han fik kirken tilbage. Erich Hansen
Wilsbech fjerne i 1793 kirkeklokken. Da beboerne klagede, tog han
uden videre Sejlstrup kirkes klokke og hængte den op i stedet for.
Den hænger i dag i Rubjerg i kapellets østgavl. Efter Erich Hansen
Wilsbechs død blev gods og kirke solgt på tvangsauktion i Hjørring
i 1811. De bønder i Rubjerg, der betalte tiende, mødte op og købte
deres kirke for 1565 rigsdaler. Tre år senere solgte de blytaget
for 1487 rigsdaler og erstattede det med et tegltag, så kirken kun
stod dem i 78 rigsdaler.
Poul Nørlund og Egmont Lind nævner i Danmarks romanske
Kalkmalerier, 1944, at Rubjerg som den ene af tre vendsysselske
kirker har haft romanske kalkmalerier - dog ikke ældre end 1250. De
to andre er
Tårs og
Bindslev. I en fodnote på s. 8 hedder det: "Arkitekt Uldall
oplyser i 1887, at der paa triumfvæggen saas "stukglorier" efter en
apostelfrise, men det lykkedes ikke at fremdrage
figurerne."
Kirkens historie
Nuværende Rubjerg kirke,
Hjørring Søndre provsti
Den middelalderlige Rubjerg kirke
lå i et næsten ubeboet hjørne af sognet. I 14-1600-tallet var
sandflugten hård ved sognet. Allerede o. 1570 flyttede præsten med
sin præstegård et par kilometer derfra til et sted, der ikke var
udsat for sandflugt. Det samme gjorde den øvrige del af
befolkningen. Efterhånden lå den middelalderlige kirke tilbage på
en næsten tilsandet kirkegård.
Man havde i årevis drøftet en
flytning af kirken. Det første konkrete initiativ blevet taget i
1881, da man indsendte en ansøgning til staten om økonomisk støtte
til projektet. En væsentlig drivkraft for kirkeflytningen helt fra
den første spæde begyndelse var gårdejer Niels Peter Jørgensen,
Kajholm, 1853-1929. Han var allerede som 28-årig sognefoged og
kirkeværge og spillede også en væsentlig rolle i plantningssagen.
Hans ansøgning blev dog i første omgang afvist. I 1897 begynder man
at arbejde videre med planerne, og den 3. august indsender man en
ny ansøgning om støtte på 10.000 kr. - Fra ansøgningen:
"Vor nuværende kirke, der
har så uheldig en beliggenhed, ved at den ligger i klitten helt
uden for nogen beboelse i det nordvestlige hjørne af sognet...
"
Herefter ligger sagen stille
indtil 1900, hvor der fremkommer nogle planer om sammenlægning af
Lyngby og Rubjerg sogne, idet man har lignende problemer med kirken
i Lyngby, der indenfor en overskuelig årrække ville blive
uanvendelig på grund af fare for nedstyrtning i havet. Tankerne om
sammenlægning vandt dog ikke gehør i lokalbefolkningen.
I januar 1903 lader biskop forstå,
at tegninger og overslag m.v. skal være indsendt senest 1. juni for
at komme med på finansloven for 1904-05. Ved provst Harboes
mellemkomst overlades arbejdet til arkitekt Kristoffer Varming,
København. Det er en del af projektet, at materialerne fra den
gamle kirke skal genanvendes i den nye, lige som det er en del af
financieringen, at transporten af granitkvadrene skal foretages
vederlagsfrit af sognets beboere. Det var en ganske betydelig
opgave at transportere de tunge sten på spinkle hestevogne og på
sandede veje. Denne gang gik ansøgningen igennem, og den 9. maj
1904 gives der grønt lys til igangsætning af arbejdet. Arbejdet gik
hurtigt og uden væsentlige problemer, så den nye kirke kunne tages
i brug den 27. november 1904.