(English describtion after the Danish)
At havfruen er en populær dame, kan konstateres ved selvsyn på Langelinie. Fra alverdens lande strømmer turister til for at se, og lade sig fotografere sammen med den lille dame, og souvenirbutikkerne sælger i tusindvis af figurer, postkort og T-shirts med havfruen som motiv. Selvom der ikke findes officielle statistikker over besøgstallet, anslås det at mere end 1 mil. mennesker årligt lægger vejen forbi havfruen.
Hvor er hun lille... sådan siger de fleste mennesker når de ser Den lille Havfrue for første gang. Med sin højde på kun 1,25 meter syner hun heller ikke af så meget, når hun sidder på sin pyramide af kampesten, og kigger mod Langeliniepromenaden.
Størrelsen må være en smagssag, - en vejning af havfruen vil vise 175 kg.
Som en rigtig havfrue er hun halvt menneske og halvt fisk. Med sine bare bryster og fiskehale, ser hun mod land og de mennesker hun drømte om at tilhøre. Og når bølgerne slår op om stenen, er tankerne måske at forlade det store hav, og vinde en jordisk prins og en udødelig sjæl.
Figuren af Den lille Havfrue på Langelinie er en gave til København, skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen.
Brygger Jacobsen var i sine sidste leveår meget optaget af ballet, og kom ofte i Det Kongelige Teater. Som tilskuer, men også ved at overvære prøverne på teatret, lærte han nogle af tidens største danserinder at kende.
Jacobsen var også til stede ved premieren 2. juledag 1909, da teatret førsteopførte eventyrballetten, Den lille Havfrue. Hovedpartiet blev danset af solodanserinde Ellen Price de Plane.
Bryggeren blev så begejstret for Ellen Prices præstation, at han spurgte om hun ville lade en billedhugger forevige sig, - og det ville hun gerne.
Brygger Jacobsen kontaktede Det Kongelige Teaters chef A. P. Weis, og kort efter blev den unge billedhugger Edvard Eriksen kaldt op på teaterchefens kontor, hvor også Bryggeren var tilstede. Denne sagde da til Eriksen: HC Andersen har skabt Den lille Havfrue i literaturen, Fini Henriques i musikken, Fru Jerichau i maleriet og Fru Price i dansen, - nu skal De skabe hende i skulptur.
Eriksen fik fribilletter til balletten, og begyndte at tænke over opgaven.
Edvard Eriksen blev betragtet som en særdeles lovende kunstner. Han var midt i tredverne, og Statens Museum for Kunst havde som en sjælden udmærkelse købt gruppen "Haabet" i 1904, og skulpturen "Dommen" i 1906. Begge i marmor, den sidste personlig hugget af Eriksen under et studieophold i Italien. - Netop i 1909, havde han fået overdraget den ærefulde opgave at levere 3 kolossalstatuer i marmor, til Christian 9. og Dronning Louise´s gravmæle i Roskilde Domkirke.
Det var derfor ingen tilfældighed at Brygger Jacobsen netop valgte Edvard Eriksen til at udføre skulpturen Den lille Havfrue.
Arbejdet med havfruen gik langsomt frem. Forskellige detaljer skulle forhandles på plads med Bryggeren, og arbejdet med skulpturerne til Roskilde, havde han også at tænke på.
I løbet af 1910 kom så arbejdet med havfruen for alvor igang, og i foråret 1911 var skulpturen færdig. Den blev støbt i bronze hos hofbronzestøber Carl N. G. Rasmussen (1863-1936) på Nørrebro.
Som model til skulpturen brugte Edvard Eriksen sin unge smukke hustru Eline Eriksen. Hun var ikke uvant med rollen, da hun havde siddet model til flere af Eriksens andre arbejder. Oprindelig havde det været Eriksens ønske at Ellen Price skulle sidde model, men det havde hun afslået.
De fortsatte rygter om at Ellen Price skulle havde siddet model for ham, fik hende til at udtale:
En kongelig solodanserinde sidder ikke model for en kunstner.
Efterfølgende rygter om at Ellen Price skulle have siddet model til hovedet alene, må vi gå ud fra, heller ikke er sande.
Brygger Jacobsen blev begejstret for Eriksens graciøse lille skulptur.
Forud var ellers gået megen uenighed om hvorvidt havfruen skulle have fødder eller fiskehale. Eriksen ville skabe havfruen som hun så ud efter forvandlingen, med fødder og uden fiskehale, - mens Bryggeren forlangte, at havfruen skulle have fiskehale som ved den traditionelle opfattelse af en havfrue.
Enden på historien blev at Bryggeren gav Eriksen frie hænder til at fuldføre arbejdet ved at sige:
Min erfaring siger mig, at når kunstnere får lov at gøre det, som de helst vil, bliver det bedst.
Havfruen er således fremstillet efter forvandlingen, men Bryggeren blev alligevel hørt, - fødderne var blevet til finner.
Tiden var inde til at finde en plads til havfruen. At det blev på Langelinie var ingen svær beslutning. Her var allerede opstillet flere forskellige skulpturer, - problemet var bare, hvor og hvordan havfruen skulle placeres.
Bryggeren havde tænkt sig statuen siddende på en sten anbragt i et vandbassin, og omgivet af et blomsteranlæg, mens Eriksen under arbejdet med havfruen, hele tiden havde set hende for sig, siddende på nogle sten i strandkanten halvt ind mod land, og med blikket rettet mod havet. Bryggeren overgav sig kun nødigt, men han blev alligevel hurtigt grebet af kunstnerens geniale forslag. Sammen udvalgte de herefter stedet hvor havfruen skulle placeres, og Københavns kommunes havearkitekt Erik Erstad-Jørgensen fik til opgave at tilrettelægge et anlæg nede ved vandet.
Den lille Havfrue blev prøveopstillet på sin plads på Langelinie den 15. september 1912, men der skulle gå næsten et år før stensætningen ved strandkanten var tilfredsstillende og færdig.
Den 23. august 1913, blev Den lille Havfrue opstillet permanent på Langelinie. De sidste problemer blev løst, og havfruen kunne bringes endelig på plads. Bryggeren havde en rose i hånden da han sammen med Eriksen fulgte opstillingen. Politiken refererede begivenheden, og sluttede sin artikel med ordene:
Da sad hun der i al sin beskedne ynde, og der gik en bifaldsmumlen igennem de mange tilskuere.
Brygger Jacobsen tog sin rose i munden og kørte bort.
Det, der skulle blive Danmarks mest berømte statue, var på plads.
Selvom figuren blev afsløret på Langelinie den 23. august 1913, var det ikke præcis på den plads, vi kender idag.
Daværende stadsarkitekt, havnekaptajn Wright, mente at havfruen var kommet lovlig langt op på det tørre, og at hun hellere burde anbringes på en sten ude i vandet. Sådan blev det, og den endelige overdragelse fandt sted i september 1914.
----------------
A present to Copenhagen.
The Sculpture of The Little Mermaid at Langelinie quay, is donated by Brewer Carl Jacobsen and was done by sculptor Edvard Eriksen.
Jacobsen was very interested in ballet, and visited often Det Kongelige Teater (The Royal Theatre) and here he learned to know some of the most famous dancers of that time.
Jacobsen´s idea At one occation Jacobsen, together with Edvard Eriksen, got the idea to grant the danish corps de ballet some kind of monument!
At first it was supposed to be a fountain, but when the ballet " The Little Mermaid" was put up on the Royal Theatre, Jacobsen was so filled with enthusiasm when he saw the female solo dancer Ellen Price, that he asked Edvard Eriksen to make a draft for a sculpture. The sole dancer had to model for this sculpture.
Eriksen´s graceful sculpture
Jacobsen was overwhelmed! Eriksen had created a graceful little sculpture, perfectly for the era, with the mermaid captured before the transformation and with the fish tail intact!
But where should this lovely sculpture be located? Eriksen meant that it should be on land, but Jacobsen said, it should be sitting on a rock at the seashore. The "she could always be wet, just like a real mermaid", said Jacobsen.
The Little Mermaid was put up at Langelinie august 23'rd 1913!
There are some uncertainties if Ellen Price really modelled for the sculpture. It is said, that she didn't want to pose naked, and Eriksen had to ask his own wife to pose.
But the head is surely the reflection of Ellen Price!
-------------
Tillykke til MaMiFKa, der var første finder af denne cache.