Middelalderens retsvæsen
Var noget andet end hvad vi kender til i dag.
En af stadens købmænd har stillet til fest, og der blev ikke sparet på noget. De velsmagende dråber fra den ene tønde efter den anden rinder ned gennem tørstige struber. Men ud på natten går det galt. Gæsterne kommer op at slås, og i stridens hede bliver en af de gæstende købmænd stukket til døde.
Dagen efter tager fogeden fat i sagen. Mistankerne rettes snart mod et par af købmændenes ansatte. Begge nægtede! Den ene går i ed på at han er uskyldig og samler til og med 12. mænd som svor på, at det ikke kunne være ham. Han bliver frikendt, for vidnesbyrd i den moderne betydning var ikke noget man brugte i middelalderens retsvæsen. Dengang var det først og fremmest sin hæder man forsvarede.
For den anden mand er situationen værre. Han kunne ikke finde 12 mænd som vil afgive ed på hans ære, og da han stivnakket fornægter drabet, beslutter byfogeden, at han skulle udsættes for det som kaldes et ”pinligt forhør” – i dag ville vi kalde det tortur.
Det har ikke så meget med Sø og Handelsret, at gøre, men bevidner at videneføring var noget andet dengang.
Tingene har naturligvis ænderet sig meget gennem tiden, men først med indførselen af grundloven i 1849 skete der store ændringer, og i 1852 kom loven om Rigsretten, den nye domstol, der navnlig skulle påkende de af folketingen mod ministre anlagte sager,gennemførtes offentlighed, og mundtlighed.
I det almendelige domstolssystem blev den ved grundloven, af 1849 tilsigtede reform af processystemet gennemført med oprettelsen af Sø- og Handelsretten 1. Januar 1862.
For domstolssystemmet i øvigt tgik der ca. 70 år, efter grundloven af 1849, før dennes løfteparagraffer om retsvæsenet blev ført ud i livet, ved retsplejeloven der trådte i kraft d. 1. oktober 1919.
Flag counter, først indsat efter om nattet efter frigivelse, i forbindelse med "5 kasser i byen" eventet.