Hellevad Vandmølle er Elsebeths fødehjem, og hun er 3. generation på gården, som hendes far og farfar sammen købte i 1954. Forud for den periode ligger dog en lang og spændende historie, som har udspillet sig omkring den gamle Vandmølle. Møllen ligger ved Surbækken, der som navnet antyder, ikke er noget stort vandløb, men stedet har alligevel egnet sig til mølledrift, og man mener at den første mølle er blevet opført i 1200-tallet. Fra 1554 er møllen nævnt i flere kilder, og kan nu følges op gennem tiden med adskillige ejerskifte og op– og nedgangstider.
Den har spillet en vigtig rolle i datidens samfund, både som virksomhed og som mødested. Bønderne er gennem århundreder kommet kørende langvejs fra med deres korn. Der var ikke mange møller i området, og bønderne havde desuden pligt til at benytte en bestemt mølle. De havde med andre ord ikke frit ”møllevalg”, og det har været årsag til mange stridigheder op gennem tiden.
Når bønderne ankom, blev kornet læsset af vognen, hejst op i møllen for til sidst at komme en tur gennem den store kværn og igen blive fyldt i sække som foder – og bagemel. Imens har bønderne fået sig en snak om verdenssituationen, og de gamle træer, der stadig står foran møllen, har sikkert lagt ”ører” til mangt og meget igennem tiden.
Den sidste store slægt på Hellevad vandmølle var Jacobsen-familien. De overtog møllen i 1836, og ejede den indtil 1935, altså nøjagtig et århundrede. Det blev en spændende tid, hvor 3 generationer af Jacobsen foretog mange ombygninger og investeringer. Møllen fik et turbineanlæg i stedet for et møllehjul, for at udnytte den forholdsvis sparsomme vandmængde bedre, og de fleste af gårdens nuværende bygninger stammer fra denne periode. Der har i flere århundreder hørt et stort landbrug til møllen, men i Jacobsen-perioden blev der desuden opført både slagtehus, mejeri og bageri, og stedets produkter blev distribueret til hele lokalområdet med hestevogne. Der var ansat rigtig mange karle og piger, møllersvende, bagere osv., så det er bestemt ikke noget nyt for Hellevad vandmølle at være ramme om mange mennesker og aktiviteter.
I 30-erne forsvandt møllens indtægtsgrundlag i løbet af kort tid, fordi bønderne fik elektricitet ud på gårdene og dermed fik deres eget mølleri, og sammen med andre uheldige omstændigheder betød det at den stolte Jakobsen-periode sluttede brat. Staten overtog gården, som herefter blev forpagtet af familien Bjerg. De drev den frem til 1954, hvor gården blev købt at Elsebeths familie. Hvordan den videre historie vil forløbe ved endnu ingen, men det er i hvert fald sikkert at den gamle mølle vil fortsætte med at være et sted hvor folk mødes og hvor nye initiativer og ideer opstår.