Broen Mystery Cache

Broen er et møde mellem den svenske syge og den danske slaphed. Det finder sted mellem figurer, man tror, man kender: Svenskeren er regelret, og danskeren er frigjort. Hovedpersonerne i den dansk-svenske tv-serie Broen, som netop er afsluttet, er kriminalkommissærer, som begge er idealtyper. Den danske kommissær Martin Rohde har et efternavn, som de på grund af det alt for bløde ’d’ ikke kan udtale i Sverige. Han er i seriens indledning blevet steriliseret, for som han selv siger: Han har fået børn med forskellige kvinder, nu må det være nok. Han ryger cigaretter, han smiler og hidser sig op, og han behøver ikke to spise sundt og dyrke fitness for at være charmerende. Og lige inden han blev steriliseret, blev hans kone gravid sidste gang – de venter tvillinger. Han bliver mesterligt spillet af Kim Bodnia, som sjosker rundt i lang skindjakke med hovedet på skrå og ligner blanding af rockstjerne efter koncerten og et gangsteroverhoved fra Provinsen. Den svenske kriminalkommissær Saga Norèn lider af Aspergers Syndrom: Hun lever efter lovene, og hun kan se ikke se meningen med de koder mellem mennesker, som seks ikke er rationelle. For hende er den sociale verden reduceret til funktioner: Hun flirter ikke, hun fortæller ikke vittigheder, og hun interesserer sig ikke for undskyldninger, anerkendelse og høflighed. Det, der har det menneskelige som mål, er hun blind over for: Hun forstår, at man beder kolleger udføre et stykke arbejde, men ikke hvorfor man skal rose dem. Det finder hun irrelevant. Hun forstår, at man kan møde fremmed mand og gå hjem og dyrke sex, men ikke, hvorfor man forfører hinanden, opbygger intimitet og opdager et andet menneske: Mødet mellem mand og kvinde kulminerer for hende med opfyldelse af biologiske behov – og ikke andet. Som single i trediverne lever hun i Malmø, hun arbejder hele tiden, og hun ved, at kollegerne på stationen finder hende mærkeligt umenneskelig. Hun spilles ligeså mesterligt af Sofia Helin. De har gennem ti episoder jagtet massemorder i København og Malmø. Først finder de på Øresundsbroen det, de tror, er ét lig, som ligger med overkroppen i Sverige og underkroppen i Danmark: Derfor bliver svensk og dansk politi nødt til at arbejde sammen. De finder frem til, at liget er sat sammen af døde kroppe: Overkroppen fem tilhører svensk politiker, mens underkroppen kommer fra dansk prostitueret. Nat og dag kører Rohde og Norén rundt mellem de lande for at efterforske mordene, der bliver flere og flere og involverer mere og mere dele af politikorpset. Gennem svensk avis annoncerer morderen med politiske begrundelser sine forbrydelser for et offentligt publikum. Morderen vil henlede opmærksomheden på det systematiske svineri, som almindelige borgere til daglig fortrænger: Han er systemkritiker, som under ideologisk fanfare henretter hjemløse, politifolk og til sidst også journalisten.

Rohde og Noréns professionelle samarbejde bliver til private dannelsesrejser: Han lærer hende at inddrage andre menneskers måde at se verden på, når man omgås dem. Nogen gange kan det være rigtigt at gøre noget forkert – det begriber hun til slut. Det kan være rigtigt at lyve, hvis det skåner andre for lidelser. Hun spørger til alle menneskelige forbindelser, som om det var syv mekanik: Hvordan kan man gøre noget forkert, som socialt bliver rigtigt? Det forklarer Martin hende tålmodigt. Men samtidig med, han oplærer hende i menneskenes realiteter, falder hans eget liv fra hinanden. Han går i seng med et vidne i sagen og bliver smidt ud af sin gravide kone. Den danske kommissær, som oplærer sin svenske kollega i hensyn og menneskelighed, kan ikke opretholde sin tredje familie og ender med at måtte indlogere sig på gæsteseng hos Norén. Han må erkende, at han har gjort det forkerte hver gang, han gjorde det rigtige for sig selv, og han kan ikke klare sig uden de regler, som han lærer Noren at overskride. Det viser sig i sidste afsnit, at morderen er Rohdes gamle kammerat og kollega – han vil hævne, at Rohde gik i seng med hans kone, hvilket fik hende til at forlade ham og i rasende flugt til Sverige, mistede hun sit liv, og deres søn døde. Nu er hele otte Øresundsregionen involveret i hans hævn over Martin Rohde. Det slutter således med, at den alt for menneskelige dansker har skabt et morderisk monster, som kun den umenneskelige svensker kan redde ham fra. Men det skal gå galt til sidst, for det menneskelige drama kan ikke gå op, og konflikterne mister deres relevans, hvis de ophæves ved historiens afslutning. Det handler naturligvis slet ikke om Danmark og Sverige. Klicheerne om de nationale karakterer bliver til metaforer for den kollision mellem civilisation og frigørelse, som går igennem kulturer, der regner sig for oplyste. Broen udvikler det stadige møde mellem regler og tilbøjeligheder, så det bliver klart, at der må være regelret fanatiker for hver eneste humanist, og frigjort pædagog for hver eneste overformynder. Den alt for menneskelige Rohde mister sig selv, men det lykkes ham at åbne den umenneskelige Norens øjne for social verden, som hun kan træde ud i som menneske. Hun når over den bro, hvor han går under. Det nul er tragedien i denne suveræne tv-serie, der får Susannes Biers banaliteter og Borgens tabloidrealisme til at fremstå som de tarvelige skabeloner over ligegyldighed, de er. Det hele er i denne serie sat på spil i mødet mellem frigørelse og civilisation, det slutter med mord og ulykke og sidste tur over broen. Og først til sidst ser vi, at vi har set det hele før – og vil se det igen.