TS - Rumskibet Multi-cache
Zymes&Zofrost: Tak for den her gang :)
-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(other)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Mellem motorvejen og jernbanen – ligger ”Lille Amerika”. Navnet skyldes, at der her er plantet en lang række nordamerikanske træarter. Det er træer som douglas, sitka, tsuga, grandis, rødeg, tulipantræ og robinia. De nordamerikanske træer tjener to formål. Dels giver det en helt anden slags skov end dem, man normalt kalder danske, dels for at få erfaringer med, hvordan nordamerikanske træarter klarer sig på dansk jord. Desuden giver nordamerikanske træer generelt set god tømmer.
Rumskibet Guldvinge
Stjernerne glimtede i det uendelige sorte, som det ydre rum bestod af. Kaptajnen på rumskibet Guldvinge, Gerner, havde lige sat sig i sædet i cockpittet i den oldgamle rumfærge. Autopiloten var sat til, men fordi færgen var så gammel, fungerede den ikke længere helt optimalt og det var en god idé at holde lidt øje med intetheden. De skulle jo nødigt flyve ind i en stjerne.
Gerner havde dog ikke øjne for det smukke univers, nej, han var en smule trist. Der havde været spisetid og alt hvad der var ombord på rumskibet fra pulvermad. Pulvermad! Og de havde haft den frækhed at skrive på pakken, at det smagte af burger. Og det smagte som det altid gjorde, af pap! Gerner sukkede trist og savnede sin mors hjemmelavede burger med nybagt bolle, kæmpe bøf og godt med rå løg! Hans mund løb i vand ved tanken, men der var langt hjem endnu. Rumskibet han var blevet kaptajn for, var et fragtskib. Det var ikke fordi, at de skulle langt, om et halvt års tid ville de være hjemme. Det var godt, han var allerede ved at være lidt træt af Lenny, hans førstestyrmand.
Med et suk smed han sine støvler op på instrumentbrættet og lagde hænderne bag hovedet, mens han så ud af forruden på det utroligt kedelige syn, rummet var. Ikke længe efter fyldte en dæmpet snorken cockpittet og Gerner sov tungt og godt.
Lenny sad nede i fællesrummet, fløjtende, glad og mæt efter et godt måltid. Kaptajnen brokkede sig altid sådan over pulvermaden, men Lenny havde nu ikke noget i mod rummaden. Lige nu var han ved at fikse en af de utallige småting, der altid trængte til at blive fikset på det gamle rumskib. Kaptajnen havde købt det for en slik - og hvorfor mon! Ikke at Lenny havde noget i mod det, så var der altid noget at lave på de lange rejser.
Pludseligt begyndte en alarm at hyle og en rød lampe begyndte at blinke. Kollisionsalarmen! Hurtigt spurtede førstestyrmanden op i cockpittet, hvor kaptajnen stadig sov sin søde søvn. Hele forruden var fyld op med udsigten til en planet. Hvordan i alverden var de ved at flyve ind i den?!
”Kaptajn! Kaptajn! Vågn op!” Hurtigt smed Lenny sig i sit sæde og spændte sikkerhedsselen. Gerner vågnede op, fik øje på planeten og gjorde det samme, inden han greb styrepinden for at få dem ud af planetens bane.
”Det er for sent! Tyngdekraften har fat i os! Vi styrter!”
KRASJH!
Forsigtigt åbnede Gerner øjnene og så rundt. Landingen havde ikke været så hård som frygtet, da han havde brugt sine styreevner til at lave en nødlanding i stedet. Lenny så ud til at være uskadt, dog bevidstløs. Med træge bevægelser rakte Gerner ud og trykkede på en knap. Et klonk lod et sted i skibet og derefter lyden af noget, der blev sendt af sted. En nødsender med deres koordinater. Den ville flyve så langt som muligt ud i rummet og udsende et SOS, fortællende forbipasserende skibe om deres position. Men hvem vidste, hvornår der kom nogen forbi? Det kunne vare år.
Kaptajnen fik vækket sit førstestyrmand og de bevægede sig igennem skibet og ned til deres nedfrysningskapsler. I dem ville de kunne vente i evigheder, frosset ned, sikre. Mon der ville komme nogen efter dem?
Additional Hints
(No hints available.)