Denne lille skov var min barndoms paradis. Dengang var det en plet med store løvtræer og en skovbund der hvert forår var hvid af anemoner. Her var små vandhuller og en kilde med det reneste vand vi kunne drikke af. Skoven var dengang uberørt undtagen af dyr og barnefødder. Alle Bøgeskovs børn byggede her huler af døde grene fra træerne og tætnede dem med blade og bregner. Vi havde klatretræer og byggede små broer over vandløb og sumpede steder. Utallige er de gummistøvler der i tidens løb forsvandt i sumpen. Vi kom hjem med sunde skrammer, gode oplevelser og dejligt beskidte.
I dag smerter det at se skoven, hvor hensynsløs udnyttelse har hulet den ud. Store maskiner har fjernet løvtaget og kørt skovbunden op, så der nu kun er uigennemtrængeligt krat. Trist at denne lille naturoase ikke kunne få lov at passe sig selv.