HH Guldet - Skatten Mystery Cache

HERSTEDHØJEGULDET

''Ja, men måske var noget af det rigtigt!'' sagde Villads og spærrede øjnene op. ''I hvert fald historien om skatten!''

Mona og Villads sad på farfars hjemmekontor. Inde i stuen sad hele familien og en masse andre voksne. De drak kaffe og snakkede om oldefar Vitus, der lige var død. Lidt sørgeligt var det selvfølgelig, men oldefar Vitus var trods alt blevet 98 år gammel, så det var jo ret godt klaret. Oldefar Vitus var altid fuld af historier. Han påstod, at han havde været pirat som ung mand. Og landevejsrøver. Det hele var naturligvis bare historier. Godt nok var det lang tid siden, oldefar Vitus var ung, men altså ikke SÅ lang tid siden, at der ligefrem fandtes pirater og landevejsrøvere.

Men det var rigtigt nok, at oldefar var en ung mand under 2. Verdenskrig, da Danmark var besat af tyske soldater. Oldefar Vitus boede på en gård langt, langt ude på landet. Dengang var det i hvert fald langt, langt ude på landet. Der var ingen huse eller veje i nærheden. Oldefar var på vej hjem fra en hyggelig aften på kroen. Han gik hele vejen, selvom der var over 15 kilometer, men det var ingenting for en rask fyr dengang. Oldefar fortalte gerne, hvordan han i vinteren 1941 gik den tur i snestorm, med et stueorgel på ryggen og en forstuvet fod. Men uden at klynke, for dengang brokkede man sig ikke for så lidt. Denne forårsnat skød oldefar genvej gennem skoven. Pludselig så han to tyske soldater, der kom slæbende på en lille kiste. De havde spader med sig. Oldefar Vitus sneg sig efter tyskerne. Han gemte sig bag en busk og så, hvordan tyskerne gravede et hul og satte skatten derned. Så skovlede de jorden på og gik igen. Og to uger senere var krigen slut.

På dette tidspunkt i historien spurgte Villads altid, hvorfor oldefar ikke havde gravet skatten op igen næste dag? Eller i det mindste, da krigen var slut? Var han slet ikke nysgerrig? Så rystede oldefar på hovedet og sagde, at næ-nej, han havde aldrig haft lyst til at grave den op. Og han havde heller aldrig røbet for en eneste, levende sjæl, hvor skatten var begravet.

Så plejede Mona at smile sødt og sige, at oldefar da godt kunne sige det til hende og Villads!

Oldefar var ikke så nem at narre. Han fortalte aldrig, hvor den skat var. Mona var overbevist om, at oldefar på et eller andet tidspunkt i sit lange liv havde gravet den op. Han måtte da være nysgerrig! Men oldefar Vitus ville ikke ud med et ord. I stedet smilede han lumsk og begyndte på en historie om hans tid som pirat på de syv have eller cirkusartist i Ydre Mongoliet. Og de historier var i hvert fald løgn fra ende til anden.

Men det var den om Herstedhøjeguldet måske ikke.

Den allersidste gang, Mona og Villads besøgte oldefar Vitus, var han blevet syg. Han lå i sengen. Farfar var der også. Han sagde, at Oldefar var træt, så de kunne kun besøge ham i ganske kort tid. Oldefar bad farfar om at gå ud i køkkenet og lave en kop te. Så viftede han Mona og Villads helt hen til sengen.

''Mona og Vilbert...''
''Jeg hedder altså Villads ...''
''Ja, det må du tale med din far om, det var ham, der valgte det håbløse navn.''
Mona fniste. Villads så lidt sur ud.
''Jeg skal fortælle jer noget vigtigt. Og I skal ikke fortælle det videre til jeres far eller farfar, for de render bare hen og sladrer til politiet.''
Villads var ikke HELT sikker på, om han havde lyst til at høre mere. Men Mona var vildt nysgerrig, og rykkede endnu tættere på oldefars seng.
''Herstedhøjeguldet ...'' mumlede oldefar.
''Tyskernes skat?'' sagde Mona ivrigt. ''Er det den, du mener?''
Oldefar nikkede: '' Den må være meget værdifuld, siden tyskerne gravede den ned? Måske guld. Måske ædelstene ...''
''Måske World of Warcraft Special Limited Edition?!'' sagde Villads.
''Børn nu til dags ...;'' sukkede oldefar. ''I kan kun finde ud af at sidde foran en computer. Næ, da JEG var dreng ...; Har jeg nogensinde fortalt om dengang, da jeg gik 15 kilometer gennem en snestorm på et brækket ben og med et stueorgel og en kalv på ryggen?''
''Ja, mange gange,'' sukkede Mona, ''fortæl nu om skatten!''
''I skal stå til søs,'' mumlede oldefar og stirrede på væggen et sted bag dem. ''Stå til søs, børn. Så vil finde det, jeg har lagt til jer. Følg koordinaterne. Man kan finde meget under havet.''
Det var det rene volapyk. Villads og Mona så på hinanden; måske var oldefar alligevel blevet lidt kuk-kuk. Det sagde far i hvert fald.
I det samme kom farfar ind med teen, og så fik de ikke snakket mere med oldefar Vitus.
Og i dag var de til hans begravelse.
Villads trak på skuldrene: ''Jeg tror altså bare, at det var total tågesnak.''
''Måske.'' Mona så rundt på kontoret. ''Hvad er det, der står derovre?''
Der stod fem, gamle malerier op ad væggen. Ingen af dem var særligt pæne.
''De hang hos oldefar,'' sagde Vitus. ''Jeg kan huske det dér med blomsterne fra stuen.''
Mona gik hen til malerierne: ''Farfar må have taget dem med hjem. Jeg hørte ham spørge far, om han ville have nogle af dem.''
''Hvad svarede far?''
''At han helst ville være fri.''
''Det her hang i oldefars soveværelse,'' sagde Villads og hev et maleri ud af bunken. ''Lige over for hans seng.''
Det var et billede af et stort skib på havet.
''Oldefar sagde, at vi skulle stå til søs,'' sagde Mona.
''Han sagde også, at man kan finde meget under havet.''
Villads vendte billedet om. På bagsiden hang en fin, hvid kuvert. Mona åbnede kuverten og trak et stykke papir ud. Der var skrevet en masse tal med oldefar Vitus’ fine skråskrift.
''Hvad er det her?'' sagde Mona skuffet. ''Jeg havde troet, der ville være et skattekort eller sådan noget.''
''Det er koordinater!'' sagde Villads ivrigt. ''Det er vejen til Herstedhøjeguldet.''

SÅDAN FINDER I SKATTEN
Find først Afsnit 1, 2, 3, 4 & 5
Derefter finder du skatten her.
Find 5 x2 tal noter dem. A = (tag det laveste tal, gang dette med 4) + 3
B = (tag det højeste tal, gang dette med 2) - 38
N55 41.5A
E12 22.B

''Det må være skatten derhenne!''
Mona stoppede op: ''Her ser ud, som Oldefar fortalte. Bortset fra ....''
Bortset fra hvad?''
Oldefar sagde, at tyskerne gravede ved nogle små træer, men de derovre er jo vildt høje.''
''Øh, doh!'' sagde Villads og slog sig for panden. ''Det var ligesom også 50 år siden! De træer er nok vokset en del siden dengang.''
''Selv doh!'' sagde Mona og klaskede ham over nakken.
''Jeg har da ret!''
''Ja, om træerne. Men det var altså næsten 70 år siden, ikke 50. Du er bare sygt dårlig til hovedregning.''
De stod lidt og så over mod skatten. Pludselig blev Villads bange for at gå over og se, hvad der var i den. Tænk, nu hvis det var noget farligt.
Mona kunne vist godt mærke, at Villads var lidt bange. Hun sagde, at uanset om det var tyskerne eller deres skøre, søde oldefar, der havde lavet den skat – ja, så ville der være noget rigtigt fedt i den.
Mona tog Villads i hånden, og så gik de derover sammen....