Emmerske Bedehus Traditional Geocache

Indtil Bedehuset i Emmerske blev bygget, måtte landsognets beboere søge til Tønder for at gå i kirke. Tønder ældste kirke, Sankt Laurentius, var sognekirke for dem. Den lå hvor Kogade og Vestergade i Tønder mødes. I dag er stedet markeret med en sten i gågadens belægning. 
I årene efter reformationen blev Sankt Laurentius Kirke nedrevet, og Tønders anden og nyere kirke, Sankt Nikolaj, fik tillagt hele byen og oplandet som sogn. Sankt Nikolaj Kirke lå på det sted, hvor Tønder Kristkirke i dag står. Kristkirkens tårn er genbrug fra den første kirke på stedet. 
Da Sankt Laurentius Kirke blev nedrevet, havde landsognets beboere fået lovning på, at der nok skulle være plads til dem i Sankt Nikolaj. Det kneb imidlertid med at indfri løftet. Tårnrummet var det sted, hvor man i købstaden henviste beboerne fra Emmerske til, når de søgte til kirke, og man undte dem knapt et sidste hvilested i kirkegårdens sydvestre hjørne. Kirkesproget blev ved reformationen i Tønder i hovedreglen tysk. Det gav i sig selv problemer for beboerne fra oplandet, for de var hovedsageligt dansktalende. Derfor blev der efterhånden holdt dansksprogede gudstjenester af hensyn til beboerne fra de omkringliggende landsbyer og købstadens tjenestefolk. De skulle imidlertid stå tidligt op, hvis de ønskede at drage til kirke, for den danske gudstjeneste blev holdt kl. 5.30 om morgenen. Danske salmer kendte man ikke til, og det fremgår af en indberetning fra 1700-tallet, at man til de danske froprædikener sang dén samme tyske salme ved alle danske gudstjenester hele året rundt. Det virkede i sagens natur ikke særlig befordrende på kirkelivet. Omkring år 1700 klagede landsognets beboere derfor til provsten i Tønder, Johann Conrad Kiefer (1698-1702). De mindede om, at de var blevet lovet en ordentlig kirkelig betjening, da de havde mistet deres oprindelige sognekirke. Klagen bragte i første omgang ingen løsning på problemet, og Kiefers efterfølger som provst i Tønder, Samuel Reimarus (1703-1727), havde en ganske anden løsning på problemet end den, som folkene havde regnet med. Han skrev til Hertugen og bad ham om at sende ”Fussknechte” ud for at hente de efter hans mening både genstridige og ugudelige sognebørn til kirke.

Lige lidt hjalp det, og da Johann Hermann Schrader (1728-1737) blev provst i Tønder, arvede han problemet uløst. Schrader havde en helt anden måde at anskue tingene på. Hurtigt forstod han, at man ikke kunne få de emmersker til at gå i kirke, hvis ikke de kunne forstå, hvad præsten sagde. Derfor medvirkede han sammen med Johan Georg von Holstein, der var amtmand i Tønder fra 1713 til 1730, at der med kongens velsignelse blev oprettet en stilling som ”Tredje og Dansk Præst” i Tønder. Til embedet hentede Schrader den siden så berømte Hans Adolph Brorson, som altså fik til opgave at råde bod på tidligere tiders forsømmelser.

Samtidig arbejdede Schrader sammen med von Holstein for, at der blev rejst et hus midt imellem Store Emmerske og Lille Emmerske, som kunne tjene både som skole og som kirke for landsognet. Dette skete, som en plade på husets facade vidner om, i året 1730:

”Dette hus er under Guds velsignelse, til opbyggelse og undervisning i Guds-glæden for gamle og unge, tilegnet de til Tønder sogn hørende og bygget i det Kristi år 1730”

 

Bedehuset blev bygget for penge, som var indsamlet blandt det tyske borgerskab i Tønder, så det kunne overdrages kvit og frit til beboerne i Emmerske. De skulle bare sørge for vedligeholdelsen. Det er et langhus i vestslesvigsk stil med facade mod syd, hvor der over hoveddøren er en kvist. Fra husets vestende går en sidelænge mod nord. Det stråtækte hus står – bortset fra det let fremskudte indgangsparti i røde sten – hvidkalket.

Fra begyndelsen af var der vest for indgangspartiet en lærerbolig, og mod øst var der en sal, der anvendtes både som skolestue og kirkesal.

På hverdagene blev der holdt skole for børnene, og søndag eftermiddag kom præsten fra Tønder for at katekisere og holde gudstjeneste. I den forbindelse aftaltes en ordning, hvor det påhvilede beboerne i landsognet at sørge for præstens transport til og fra Emmerske. Den var i princippet i kraft helt indtil omkring 1980.

I 1835 udvidedes Bedehuset mod øst, så der blev plads til en egentlig skolestue. Samtidig føjedes en lille lærerlejlighed til. Denne ombygning, som mindes med årstal på husets vestgavl, betød, at salen i midten af huset nu kunne indrettes som en egentlig kirkesal.

Efter genforeningen blev Emmerske kirkedistrikt oprettet som selvstændig menighedsrådskreds, og siden da har et menighedsråd på 6 medlemmer været ansvarlige for Bedehusets daglige drift.

Landsognet omfattede indtil mellemkrigstiden også landsbyen Dyrhus sydvest for Tønder, området Tved nordvest for byen samt gaderne Slotsgrunden og Frigrunden i Tønder. Under 2. Verdenskrig i 1943 udbyggedes Emmerske Skole med en fløj nord for Bedehuset og en toiletbygning, så skolen blev mere tidssvarende. Men kort efter kommunesammenlægningen i 1970, hvor den lille sognekommune blev en del af Tønder storkommune, blev skolen lukket med henvisning til det stærkt dalende børnetal. Efter nogle år blev bygningerne solgt til Emmerske Efterskole, en selvejende institution som siden august 1978 har fungeret som en efterskole for børn med læsevanskeligheder. Der er blevet bygget om og bygget til flere gange; senest har skolen fået sin egen hal. Men stadigvæk fremstår det gamle bedehus med stråtag som facade ud mod landevejen.

Da Emmerske Skole blev nedlagt, så Kirkeministeriet ellers sit snit til også at nedlægge Emmerske som kirkedistrikt. Man begrundede sin indstilling med, at det ingen steder syntes at fremgå, at kirkesalen var blevet rettelig indviet til kirke. I sit svar anførte Emmerske Menighedsråd, at det vist gjaldt for de fleste kirker i Danmark, at man ikke havde noget skriftligt bevis om den sag; og på det tidspunkt havde der immervæk været holdt danske gudstjenester i hen ved 240 år.

Siden hørte man ikke mere i den anledning. Der er nu normalt gudstjeneste i Emmerske Bedehus to søndage hver måned, juleaften, juledag, påskedag og pinsedag. Bryllupper forekommer, men af ganske indlysende årsager finder begravelser sted i Tønder, hvor Emmerske har sit eget afsnit på kirkegården:

man kan ganske enkelt ikke få en kiste ind gennem døren til kirkesalen.

I 1918 viste det sig umuligt at få en ny dansktalende diakon til Tønder. Derfor blev pastor Ludwig Grube, som ikke kunne dansk, ansat, og han afholdt enkelte tyske gudstjenester i Emmerske. Den tyske provst Wilhelm Steffen holdt derfor nogle få danske gudstjenester frem til genforeningen i 1920.

Det er ganske specielt for Emmerske Bedehus, som jo blev rejst for at der kunne være et sted at afholde danske gudstjenester, at der uanset de nationale og politiske forhold ellers aldrig har været brugt andet end dansk som gudstjenestesprog.

Klokkestabelen

Klokkestabelen stammede fra Hampen Kirke i Midtjylland, og den blev skænket af direktør Aage Langmann, Palsgård Savværk. I 1970 opførtes en ny klokkestabel. Den flyttedes i 1989 frem foran Bedehuset, og da man knap 10 år senere måtte fælde elmetræerne, som indtil da stod ud mod landevejen, fik klokkestabelen den fremtrædende placering, som vi kender i dag.