Samsø Labyrinten

Verdens største Labyrint

Lars Muld's digt til Labyrinten

Siden tidernes morgen og lige så længe mennesket har haft et sprog, er det et spørgsmål, vi har stillet guderne. Hver gang vi forvilder os, eller står ved en korsvej, tøver vi og spørger:" Hvorhen?"

At træde ind i Samsø Labyrinten er et forsøg på at finde et svar. At træde ind i en labyrint, er et udtryk for ønsket om at finde sig selv. Med en ubevidst forventning om at finde hjem, forlader vi én virklighed til fordel for en anden.

At søge labyrintens skjulte centrum, er at søge det tabte sprog og den hellige gral. Det er vejen ind i det uvisse, ind i underbevidstheden, det uudgrundeliges og fortrængtes dyb. En åbning til en ny forståelse. En højere dimension, hvor man glemmer sig selv, mens man går. En transformation fra instinkt til intuition. En transcendens fra modløshed til håb. En forening af himmelens ynde og jordens kraft.

Kun ved at komme vores frygt for at fare vild til livs, har vi en chance for at finde frem. At fare vild og være vildfaren er en del af hemmeligheden og meningen med en labyrint. Nøjagtig som det er med livet, for også der forvandles de frygtsomme til helte, mens de storskrydende som regel, når det kommer til stykket, stille lister væk.

At fare vild og finde vej.

At stå over for et problem, og gribe muligheden for at løse det. At skulle vælge, og være modig nok til at træffe et valg. At være villig til at løbe den risiko - også at træffe det forkerte. At fortabe sig er at blive fundet. At gå forkert og at indse det, er at blive tilgivet. At nå frem og at tilgive sig selv, er at gå andre i møde og at favne verden.

At træde ind i Samsø Labyrinten er at træde ind i kaos. Men kun tilsyneladende. For bag kaos gemmer sig en orden, der på samme tid er identisk med - og komplementær til den orden, der skjuler sig bag kaos i universet. Bag labyrintens uendelighed af grænser skimter vi det grænseløse, og forstår, at det at gå vejen, kan være mål nok i sig selv. At gå ind i labyrinten er at skærpe opmærksomheden. Det er at genopdage det evige i mennesket. At lære at læse dets tegn og at kunne tyde dem. Det er at genfinde sin sensitivitet og at se med nye øjne. I det nysåede frø, at kunne se det tidløse forår i alle forår. I det visne blad, det tidløse efterår i alt. I labyrinten, det tidløse i os alle.

At gå ind i en labyrint er således at forære os selv en rejse og en mulighed. Det er ikke at gå tilbage eller at gå frem, men at gå nu.

Søg, og du skal finde Bed, og du vil gives svar Bank, og der vil blive åbnet Giv, og du vil få

Lars Muhl