”Rumohrsgård
Dyrehave”
Rumohrsgård Dyrehave har et areal på 32 hektar og ligger ca. 4 km
nordøst for Augustenborg, lige syd for Hundslev.
Skoven hørte tidligere til herregården Rumohrsgård og i 1700-tallet
blev skoven blandt andet benyttet som dyrehave med udsat dåvildt.
Skoven blev i 1920-erne opkøbt af staten og i 1931 overgik skoven
til Sønderborg Statsskovdistrikt der i dag er en del af
Naturstyrelsen – Sønderjylland.
Skoven rummer en karakteristisk vegetation for de frodige Alsiske
løvskove. Hvid anemone, bingelurt, div. græsser, hist og her
dagpragtstjerne, syd for bækken gror der på et skovspor pæne
bestande af den ualmindelige lundfredløs. I 1991 blev registreret
tyndakset gøgeurt.
Hundslev Bæk slynger og snor sig gennem skovbunden. Langs bækken
ligger resterne af 3 gamle dam-anlæg, sandsynligvis anvendt til
karpebrug. I forbindelse med disse anlæg ses den tidligere
overløbskanal syd for bækken.
Der er fri teltning i skoven, dvs. man må overnatte overalt,
bortset fra indhegninger, på fortidsminder og på
stranden.