Og hvem var så denne Sct.
Knud?
Knud den Hellige ( ca. 1043
– 10. juli 1086 )
Dansk konge i 1000-tallet, der
blev valgt til monark efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i
Albani kirke i Odense som følge af et oprør der opstod mod
ham.
Ungdom: Han var den anden søn af
Svend. 2. Estridsen. Han var den mest fremragende af Svends 5
sønner. Han viste sig tidligt som en ivrig kriger og blev derfor
sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede
han et togt sammen med hans bror Harald og hans fars bror
Asbjørn.
Efter Svend Estridsens død i
1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget,
hvor Harald blev valgt.
Knud måtte ty til
landflygtighed i sverrige.
Konge: Han blev så konge ( 1080
– 1086 ) efter sin bror Haralds død. Knud var således den
anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge
af Danmark. Knud ønskede at genetablere Knud den Stores imperium,
men det faldt ikke i stormændenes smag. Han planlagde krig mod
England samtidig med at han var i konflikt med den tysk-romerske
kejser, Henrik 4.
Han fik mange fjender,
måske
p.gr.a. denne voldsomme mobilisering af hæren,
hvorved soldaterne blev ude af stand til at passe deres
afgrøder, eller måske fordi han opkrævede skatter, som
udpinte befolkningen. Det er ikke helt klart hvorfor men
sikkert var det, at der opstod et oprør fra vendelboerne,
som hærgede kongsgårdene i hele Jylland og Knud måtte flygte. Han
søgte asyl i Albani Kirke i Odense, hvor oprørerne alligevel
trængte ind og dræbte ham og hans følge.
Snart efter Knuds død gik bl.
a. hans enke og hans bror Erik Ejegod i gang med at få ham
helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev
tolket som tegn på, at Gud var utilfreds med drabet.
Knud blev begravet i
domkirken, som han selv havde ladet bygge. Og der begyndte
snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den
hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester
anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i
Odense.