Skip to content

Rundt om... Viborg Søerne Multi-Cache

This cache has been archived.

Q10: Tak for alle besøgene ved Viborg Søndersø. Og de gode logs - og de gode billeder. Cachen går nu på efterløn! :-)

More
A cache by Q10 Message this owner
Hidden : 9/13/2009
Difficulty:
1.5 out of 5
Terrain:
2 out of 5

Size: Size:   small (small)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Related Web Page

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:


Viborg City Marathon søndag d. 13. september 2009
Cachen blev frigivet søndag d. 13. september 2009 i anledning af årets udgave af Viborg City Marathon.


Dansk

Viborg Søerne


Søndersø - Udsigt mod Golf Hotellet, 10. juli 2008

Viborg-søerne er dannet under den sidste istid, der sluttede for 13.000 år siden. Søerne ligger i en tunneldal, der går fra Mariager Fjord til Hald Sø, hvor gletscherporten var ved isens hovedopholdslinie.

De første tegn på tættere beboelse, som forstadium til Viborg by, stammer fra år 800. Søerne var dengang delt af et vadested, der lå lidt syd for den nuværende Randersvej. I 1313 sørgede kong Erik Menved for, at vandstanden steg med to meter, så de to søer blev til én. Kongen ville have mere styr på sine undersåtter og byggede derfor en borg på toppen af Borgvolds bakke. Den højere vandstand sikrede vand i voldgraven.

I mange år var det nødvendigt at sejle over søerne, og der blev på et tidspunkt oprettet færgefart. I 1812 byggede fabrikant Bertel Bruun en træbro, der gik fra »Salonhalvøen« til den modsatte bred, og her kostede det bropenge at komme over. Den store sø blev delt i to søer igen, da den nye Randersvej fik sit nuværende forløb hen over en dæmning i 1850´erne. Omkring 100 år efter blev vejdæmningen udvidet.

Ønsker du at se Viborg fra søsiden, kan robåde, kanoer og vandcykler i sommerhalvåret lejes i kiosken ved Borgvold. Turbåden "Margrethe I" sejler i sommerhalvåret turistsejlads fra Borgvold. På Borgvold findes bl.a. offentlige toiletter og en velassorteret kiosk.

Læs mere i Viborg Turistforenings brochure: Viborg Søerne.



Geocaching og "Rundt om... Viborg Søerne"
Koordinater angivet ovenover angivet anbefalet P-plads ved Borgvold. For at finde denne cache, skal du en tur rundt om Viborg-søerne, dvs. Søndersø og Nørresø. I princippet er det underordnet, hvilken sø du først kommer rundt om eller i hvilken rækkefølge, du tager de enkelte waypoints. Men vi vil anbefale, at du følger waypoints i angivne rækkefølge. Turen rundt er på 12-13 km i let terræn med en blanding af asfalt og grus som underlag.

NB! Medbring selv blyant!


Rundt om... Viborg Søndersø: WP1 - WP7
Viborg Søndersø er den sydligste af Viborg Søerne. Søen er 2,2 km lang og 900 m på det bredeste sted. Oplandet består af ca. 60% landbrugsarealer og ca. 27% bymæssig bebyggelse, der primært forløber langs søens vestligste bred. Viborg Søndersø modtager vand fra Nørresø via underføringen ved Randersvej. Fra Søndersø løber vandet via Søndermølle Å til Nørreåen og herfra videre til Gudenåen.

Området omkring Søndersø er et meget benyttet rekreativt område, og cykel-, vandre- og løbeture rundt om Søndersø er særdeles populært. Badning i Søndersø frarådes periodevist, da vandkvaliteten i Søndersø ikke er for god, samt at søen sidst om sommeren er plaget af rød-grønne alger. Søndersø lider stadig under fortidens synder, hvor spildevand blev ledt urenset ud i søen helt op i 1970'erne. Samtidig er det også Søndersø, det går ud over, når byens kloakker løber over pga. voldsomme regnskyld.

Viborg Søndersø i tal

Areal 145 ha
Største dybde 7,0 m
Gennemsnitsdybde 3,6 m
Vandmængde 5.200.000 m³
Vandgennemstrømning 516 l/sek
Opholdstid i søen 100–130 døgn
Topografisk opland 42 km²

WP1: N56° 26.982 E9° 25.134
Fugleøen
I Søndersø findes en enkelt ø - Fugleøen. Fugleøen blev dannet i 1946 af overskudsjord fra udgravning af et renseanlæg. Årsagen til øens anlæggelse skyldes, at ænder dengang ikke var så almindelige i søerne, så Jagtforeningen ønskede at anlægge en ø som rugeplads for de vilde ænder. Kommunen anlagde således øen. I 1987 blev øen af nogle aktivister erklæret "Atomvåbenfri zone". Og det har den været siden! :-)

Tæt ved koordinaterne finder du midt på græsplænen langs søen en gruppe tætstående elletræer. Hvor mange stammer er der egentlig i denne gruppe af tætstående elletræer:
A = (svar * 100) + 100

WP2: N56° 26.601 E9° 24.383
Viborgs højhuse: Brøndums Gård I og II
Foruden Viborg Sygehus findes der to rigtige højhuse i Viborg, nemlig de to, du har fin udsigt til fra dette sted. Huset længst til venstre er ikke højt nok til at komme i betragtning i denne sammenhæng. Det gule højhus blev færdigbygget i 2006 og indeholder foruden beboelseslejligheder også Viborg Sygehus' Patienthotel. Det lyse er udelukkende beboelseslejligheder og blev færdigbygget februar 2010. Området har ifølge lokalplanen tilladelse til at bygge i, ja, i hvor mange etager? Tæl kun etager med altaner/terrasser (pas på, det gule højhus har to penthouse-lejligheder på toppen med terrasse). Der er under begge bygninger tillige parkeringskældre - under det gule højhus endda i to etager.
B =

WP3: N56° 26.146 E9° 24.364
Hvilested ved søen
Flere steder på vej rundt om Søndersø er der små hyggelige steder ved søen, hvor man mere eller mindre kan sidde i fred og ro. Dette er ét af stederne. Herfra kan du også se Kaffekaj's villa, og måske var du heldig at se et par af hans Ferrarier uden for huset, da du passerede ved Idrætsanlægget for B67. "Kaffekaj" hedder rigtigt Kaj Bertelsen og er ejeren af Peter Larsen kaffe. På koordinatet står du tæt ved nogle egetræer, men hvor mange?
C =

WP4: N56° 25.882 E9° 24.572
Strandparken
I dette dejlige område er der såvel motionsklynger, som bådebro og græs til almindelig afslapning. Her findes desuden offfentlige toiletter, hvis du skulle være trængende. På koordinatet står du i en træklynges skygge. Hvor mange birketræer er der i træklyngen?
D =

WP5: N56° 26.144 E9° 25.157
Amtmandens bro
Amtmandens Bro er bygget i 1912 og er skænket af den velhavende stiftamtmand Rowland Howard Grøn. Som værende indfødt københavner ønskede han at gøre sig populær og kendt i det mørke Midtjylland. Ideen med broen var, at turen langs søerne kunne gøres kortere og smukkere ved at følge søbredden. Broen blev i 1989 gjort "kørestolsvenlig". Hvor mange kvadrater er der i mønsteret på begge indersider af broen (ét kvadrat udgøres både af den udhuggede baggrund og det ru mønster)?
E =


Søndermølle Å ved Amtsmandens Bro, 10. juli 2008

WP6: N56° 26.591 E9° 25.265
Nordisk Park
Nordisk Park blev indviet i 1997 og består af en plante- og stensamling fra Viborgs nordiske venskabsbyer: Dalvik i Island, Hamar i Norge, Lund i Sverige og Borgå i Finland. Et stort vartegn, som et "N", markerer indgangen til området. Dette vartegn befinder sig tæt ved flagstængerne. På koordinatet ser du nogle af stenene i parken, hvor mange er der her?
F =

WP7: N56° 26.968 E9° 25.418
Broen under broen
Nu har du så været rundt om Søndersø og Nørresø står for tur. Skiftet fra den ene sø til den anden, sker via Broen under broen, så den stærkt trafikerede Randersvej undgåes. Bemærk under selve Randersbroen den hvide stribe, der er malet midt i loftet over sejlrenden. Denne er malet som styrelinie for rutebåden "Margrethe I". Broen under broen er ophængt i hvor mange stålwirer/kroge?
G =



Rundt om... Viborg Nørresø: WP8 - WP12
Viborg Nørresø er 2,3 km lang og ca. 700 m bred på bredeste steder. Søen er den nordligste af Viborg søerne. Oplandet består primært af landbrugsarealer, mens cirka 20% af oplandet udgøres af bymæssig bebyggelse. Omkring Nørresø findes der sønær bebyggelse langs størsteparten af søen. Viborg Nørresø modtager vand fra oplandet via Nørremølle Å i søens nordende.

Viborg Nørresø er ikke helt så populær som Søndersø, hvilket skyldes, at man mange steder rundt om Nørresø ikke har adgang til søen pga. den private ejendomsret. Men turen er nu dejlig alligevel, da der findes mange gode steder.

Nørresø er fin at bade i, da vandet løber fra Nørresø til Søndersø, men også her sker det, at badning frarådes pga. rødgrønne alger.

Viborg Nørresø i tal

Areal 124 ha
Største dybde 12,2 m
Gennemsnitsdybde 7,0 m
Vandmængde 8.000.000 m³
Vandgennemstrømning 450 l/sek
Opholdstid i søen 220–320 døgn
Topografisk opland 35 km²

WP8: N56° 27.413 E9° 25.909
Guldkysten
Som du sikkert har bemærket, så ligger husene her i området rigtig godt. Desuden har de eneret til søbredden, så her kan man desværre ikke vandre/cykle langs søbredden. Navnet "Guldkysten" refererer til, at området for år tilbage var det eneste sted i Viborg, hvor adressen i sig selv sagde noget om ens formue. I dag har Viborg adskillige andre fashionable områder. Huset ved koordinatet er et flot gammelt bindingsværkhus med stråtag. Hvor mange bogstaver er der i husets navn?
H =

WP9: N56° 27.899 E9° 26.079
Søstien ved Granada
Her står du lige nedenfor området "Granada". Går du lidt op til højre, kommer du op til selve området, der oprindelig var et forlystelsessted, hvortil man kunne sejle fra Borgvold. I dag er det et skønt naturområde med et vandhul og legeplads, der må benyttes af alle børn og barnlige sjæle. Desuden slutter søstien langs den østlige bred af Nørresø snart. Stedet er markeret med store sten. Hvor mange er der (specielt i højsommeren skal man kigge godt efter...)?
I =

WP10: N56° 28.133 E9° 25.703
Nørremølle/Nørre Enge

Nørremølle var oprindelig ejet af domkapitlet, men overgik i 1664 til privat eje og bruges i dag til privat beboelse. Nørre Enge består af en række græsningsenge, og Viborg Kommune har her længe ønsket at lave et større naturområde med åbent vandspejl og våde enge. Før denne plan var der dog planer om at dræne hele området og anlægge en stor idrætspark i området. Denne plan opgav man heldigvis, og idrætsparken blev i stedet opført ved Liseborg i byens syd-vestlige del. Stedet, hvortil koordinaterne leder dig, er ved Nørremølle Å's udløb i Nørresø. Hvilket årstal står der på broen? Hvis der ikke står noget årstal, så er J=1954.
J = 

WP11: N56° 27.724 E9° 25.488
Nørresøbadet/Kærvænget

Kærvænget, som stedet hedder for indfødte viborgensere, var oprindelig byens eneste sted for friluftsbadning. Stedets bygninger er desværre i forfald, men græsarealerne og broerne benyttes stadig af områdets beboere til fri afslapning. Fra badebroerne er der et antal metaltrappenedgange til vandet - hvor mange?
K = 

WP12: N56° 27.419 E9° 25.026
Lars Worres Minde

Waypointet her er primært lavet for at lede dig ad småveje retur til cachen og P-pladsen. Følg Sct. Laurentii Vej og Sct. Kjelds Gade til Sct. Ibs Gade. Dette i stedet for at vandre/cykle langs den stærkt trafikerede Gl. Aalborgvej. Bygningen her ved koordinaterne er dog værd at bemærke, nyrenoveret som den er. Hvilket årstal er bygningen fra?
L = 


Nu er du klar til at finde cachen. Der er dog lidt let matematik, der skal overståes først.

X = ( A * 10 ) + ( B + C + D + E + F + G + H + I + K ) + 7
Y = X - J -  L + 1801

Cachen

  • N 56º 2X
  • E 009º 2Y

NB! 2X betyder ikke 2*X, men blot 2 efterfulgt af resultatet af udregningen. Får du fx X=5785, så bliver nordkoordinatet N 56º 25.785.

Nordkoordinat: Reducerede tværsum: 5
Østkoordinat: Reducerede tværsum: 6

Reducerede tværsum: Læg alle cifre sammen og fortsæt med dette til resultatet er en-cifret.
Eks. Reducerede tværsum af 2009 er 2 fordi 2+0+0+9=11 og 1+1=2.

 NB! Cachen ligger i nærheden af anbefalede P-plads. Rammer du ikke helt plet med tværsummen, men synes resultatet ser realistisk ud, så prøv alligevel at kigge efter cachen. Den ligger et ret entydigt sted, hvis blot du er tæt på. Brug hintet!

 

Additional Hints (Decrypt)

Ont irq fcrpvryg geæ

Decryption Key

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z

(letter above equals below, and vice versa)