DE LYTTER TIL RADIO MERCUR
Sikke en
forvrøvlet overskrift, for her på siden lytter du jo ikke til Radio
Mercur. Det kan du imidlertid gøre igennem nogle få nostalgiske,
autentiske og historiske lydklip på flg. link
De lytter til Radio Mercur. Gør dig selv den
tjeneste at lytte til disse klip, og tænk så over, i hvor høj grad
al det politiske vrøvl - ved den, for den danske
statsadministration skamfulde afslutning - karakteriserer det
samfund vi stadig lever i.
PIRATSKIBENE
Tilbage i
tyverne og trediverne var europæiske radioudsendelser monopoliseret
af statsadministrationerne, men eftersom den britiske
statsadministration ikke havde nogen jurisdiktion udenfor deres
eget landområde, kunne der frit og fuldt legalt sendes til England
fra positioner udenfor den britiske 3 mile grænse. I 1928 forsøgte
avisen, Daily Mail, at udnytte denne kendsgerning fra et skib, The
Ceto, i internationalt farvand. Forsøget mislykkedes imidlertid,
fordi sendeudstyret ikke egnede sig til off-shore
radio-transmissioner.
Efter anden
verdenskrig brugte USA imidlertid – og med succes - skibe i
internationalt farvand ud for Kinas kyst, til at udsende The Voice
of America.
Det var
således først i sommeren 1958 at verdens første såkaldte
pirat-radio så dagens lys, og begyndte at sende fra internationalt
farvand ud for København. Fra en udrangeret fiskerbåd med navnet
Chetaah, begyndte Ib fogh og Pete Jansen fra en position syd for
øen, Hven, og under navnet, Radio
Mercur, at sende testudsendelser på FM-båndet, 93,12
Mhz, og skabte dermed en kolossal lokal efterspørgsel på
FM-modtagere i hovedstadsområdet. De reklamefinansierede
programmer sendtes i tidsrummet fra klokken seks om morgenen
til midnat, og var indspillet på bånd i et studie i København,
og derefter sejlet ud til senderskibet.
Allerede
efter en uge måtte udsendelserne indstilles, fordi senderskibet
mistede sit anker og kom i drift, hvor det grundstødte ud for
Malmø. Fjorten dage senere var skibet imidlertid tilbage på sin
position, og fik nu installeret såvel en kraftigere sender, som
skiftede frekvens til 89.55 Mhz og begyndte parallelt med de
dansksprogede udsendelser også at sende svensksprogede udsendelser
under navnet, Skånes Radio Mercur.
Disse
udsendelser blev startskuddet til at andre begyndte at interessere
sig for muligheden af at sende reklamefinansieret radio fra
internationalt farvand. Et engelsk konsortie forsøgte således i
1959 at starte en konkurrerende station, Radio Nord, op. Og på
Borkum Riff ud for Holland blev et tidligere tysk fyrskib rigget
til som senderskib for den succesfyldte Radio Veronica
station.
I januar
1961 havde Radio Mercur lejet et større skib, som fik navnet
Chetaah II, og fortsatte med at sende såvel på dansk på 88
Mhz, som på svensk på 89,55 Mhz. Allerede på dette tidspunkt
var der imidlertid uro i rækkerne. Nogle af Radio Mercurs
ansatte var utilfredse med, at profit vejede tungere end
kvalitet. Disse medarbejdere begyndte derfor at træffe
arrangementer så de hen på sensommeren/efteråret 1961 kunne
begynde at sende deres egne udsendelser under navnet DCR
(Danmarks Commercielle Radio) på 93,97 Mhz fra et radioskib
ved navn, Lucky Star.
DCR blev den
første piratstation som fra januar 1962 begyndte at sende 5
minutters nyheder hver fulde time i tidsrummet fra klokken syv om
morgenen til klokken syv om aftenen. DCR's såkaldt højere lødighed
faldt imidlertid ikke rigtig i lytternes smag, hvorfor DCR igen
fusionerede med Radio Mercur.
I
efteråret 1962 kom det gamle Radio Mercur skib, Cheetah I igen
til ære og værdighed og overtog udsendelserne på svensk.
Skibet var imidlertid forfulgt af uheld, hvor bl.a.
sendermasten knækkede. Rygterne svirrede, og ville vide, at
der var tale om sabotage. Skibet blev slæbt til København,
hvor de danske myndigheder konfiskerede det. Radio Mercur
sendte nu fra det tidligere DCR skib, Lucky Star. Chetaah I
blev solgt til den tidligere svenske skønhedsdronning, Britt
Wadner, som indtil da havde haft ansvaret for Radio Mercurs
svenskspogede udsendelser. Britt Wadner blev så Pirat Dronning
og begyndte at sende reklamefinansieret radio under navnet,
Radio Syd, og på frekvensen 89,62 Mhz, derefter skift til 88,3
Mhz da de svenske myndigheder havde forberedt sig på jamming
af den gamle frekvens.
Den 29 marts
blev de skandinaviske regeringer enige om indgreb mod piratradioer,
der skulle træde i kraft d. 31 juli samme år. Det blev bl.a.
strafbart at medvirke til produktion af udsendelserne på land,
eller at arbejde på skibene. Der var ingen god grund til disse
indgreb, men ned med nakken skulle de.
Den 30 juni
stoppede Radio Nord sine udsendelser. Radio Mercur stoppede
udsendelserne fra Chetaah II som blev solgt til Britt Wadner og
dermed blev en del af Radio Syd. Fra Lucky Star fortsatte Radio
Mercur med at sende lige til den bitre ende, og indstillede således
først udsendelserne fem minutter før midnat den 31 juli.
Den 13
august begyndte Lucky Star så pludselig at sende gamle Radio Mercur
udsendelser igen. Det tidligere Radio Mercur selskab fralagde sig
ethvert ansvar, og hævdede at skibet havde været lejet og nu var i
hænderne på skibets ejer.
Den 16
august sejlede en ekspeditionsstyrke af svært bevæbnet og kampklædt
dansk politi ud og bordede Lucky Star, som blev beslaglagt og slæbt
i havn, indtil det kunne fastslås hvem den legale ejer af skibet
var. Så vidt vides var der aldrig nogen som hævdede ejerskab til
skibet.
RADIO MERCUR CITY
Her hvor nu
Nørrebro Teater ligger, troppede en hollænder, Martin van Dören,
for nogle år siden op og råbte af sine lungers fulde kraft, den
eneste sætning han kunne på dansk: "De lytter til Radio Mercur".
Denne protest skyldes naturligvis, at det var her i denne bygning
det i radio-kredse verdenskendte Radio Mercur City lå. Her
indspilledes alle de udsendelser som bagefter blev sejlet ud til
piratskibene for at blive sendt ud i æteren. Her i teatersalen blev
de storslåede radioshow med publikum optaget. Og hvis jeg ikke
husker helt galt, så lå entre-prisen vist på kroner
nulogniksogingenting. Når du logger denne cache, hvorfor så ikke gå
hen og gøre Martin van Dören det efter, at råbe foran hoveddøren:
"De lytter til Radio Mercur" - tør du?
CACHE: En lille
metaldåse med magnet i. Husk selv skriveredskab.
Radio Mercur
bliver til spillefilm.
Den 2. august 2008
var det 50 år siden Radio Mercur brød DR’s radiomonopol. I den
forbindelse har produktionsselskabet Stellanova Film & TV
meddelt at de kommer med en
spillefilm
af Adam Price om Radio Mercur. Filmen forventes at gå i optagelse i
2009. |