Denne cache er
blevet lagt i forbindelse med Gribskov natevent 2008
Historie
Blandt
historikere er der uenighed om, hvornår man her i Danmark begyndte
at svide trækul. Nogle mener, at man begyndte at fremstille trækul
i jernalderen for at kunne udvinde jern af myremalm, mens andre
mener, at man helt tilbage fra bronzealderen har kendt til at svide
trækul. Et almindeligt bål kan nemlig ikke give den jævne varme på
omkring 1000 grader, der skal til for at smelte bronzen, hvorimod
trækullenes gløder kan give denne temperatur.
I jernalderen blev trækul brugt til at udvinde jern af såkaldt
myremalm. På den tid blev trækullene ikke – som det senere blev
almindeligt – brændt i miler, men i huller i jorden, som blev
dækket med jord og græstørv.
Kulsvidning som erhverv
Undersøgelser viser, at de første ”rigtige” kulsviere var
helt almindelige danske bønder, husmænd og skovarbejdere, der som
bierhverv sved trækul for at supplere deres ringe indkomst. Kun
meget få har ernæret sig alene ved kulsvieri, og det har som oftest
været de husmænd, der havde så dårlig jord og så lidt jord, at de
ikke kunne leve af den.
Kulsvierne hentede – købte eller stjal – træet i skoven og bragte
det til milepladsen, der som regel lå i nærheden af deres
hjem.
Milerne var opbygget med kuber af kløvet træ med fugtig jord eller
græstørv over.
Arbejdet med fremstilling af trækul faldt i tre trin: indsamling og
klargøring af brænde, brænding i milen i to-tre døgn, hvor der
krævedes vagt døgnet rundt for at undgå, at træet blev til aske, og
endelig tømning af milen. Under hele forkulningsprocessen klappes
dækjorden ind til træet, med jævne mellemrum, for at undgå at der
dannes hulrum hvor en forbrænding af træet kan foregå. Det
indebærer at der også er kulsviere der skal tilse kulmilen om
natten. At bygge en optimal fungerende kulmile, kræver god
planlægning og forudseenhed af kulsvierne.
Hovedmålet er at få flest mulige kvalitets trækul ud af svidning.
Derfor skal afgasningsprocessen kunne styres præcist. Bliver
temperaturen for høj i milen brænder træet i stedet for at
forkulle. Bliver temperaturen for lav, er risikoen for en
gaseksplosion stor, hvilket vil ødelægge kulmilen.
Efter
3-4 døgns nedkøling åbnes kulmilen, og trækullet tages ud.
Eventuelle gløder slukkes med lidt vand.
Umiddelbart efter at milen var tømt blev trækullet transporteret
bort og solgt, da det er meget vandsugende, og på den tid havde man
ikke mulighed for at opbevare det tørt over længere tid.
De sjællandske
kulsviere
Overalt i Danmark har der i skovene været svedet kul, men her på
Sjælland er det især Nordsjælland og specielt Grib Skov, der har
været kendt som hjemsted for mange kulsviere.
Efterhånden blev der blandt håndværkere og almindelige borgere
større og større behov for trækul til støbning, smedearbejde,
opvarmning og madlavning. Det trækul, der var bestemt for
almindeligt salg til disse formål, blev transporteret til
Kultorvet, der dengang – som nu - lå umiddelbart inden for
Københavns port til Nordsjælland, Nørreport